Aalborg Kommune har succes med med fleksjob

Virksomhedsservice og Fleksjobteamet i Aalborg Kommune har på bare fem år øget beskæftigelsen for fleksjobbere med over 40 procent. Siden 2016 er i alt 806 personer kommet i arbejde.

36-årige Daniel Brødsgaard er en af fem fleksjobbere, der er ansat i Davidsens Tømmerhandel. 

Daniel Brødsgaard havde i en lang periode svært ved at få et job, men efter at have haft svært ved at komme ud over rampen i sine skriftlige ansøgninger, fik han til sidst hul igennem, da han greb røret og begyndte at ringe arbejdspladserne op i stedet.  

- Det var faktisk rigtig dejligt, at få et system i sin dagligdag igen, siger Daniel Brødsgaard, om da han til sidst landede et fleksjob hos Davidsen Tømmerhandel i Aalborg. 

Et samarbejde mellem kommunen og lokale virksomheder var årsagen til, at Daniel Brødsgaard begyndte at opsøge virksomhederne telefonisk. 

Davidsens Tømmerhandel i Aalborg er én af de virksomheder, der er en del af samarbejdet mellem Virksomhedsservice og Fleksjobteamet i Aalborg Kommune, og det har været en øjenåbner, der har ført til fastansættelse på deltid for Daniel Brødsgaard.

Foruden glæden ved at have fået en masse kollegaer under faste rammer, betyder jobbet, at Daniel har fået en tryg dagligdag.

- Før kunne jeg gå i seng klokken tre om natten eller klokken ni, det var lige meget. Og det kan blive en træls spiral, men nu spiser jeg på bestemte tidspunkter, sover på bestemte tidspunkter, handler ind på bestemte tidspunkter og laver madpakke på bestemte tidspunkter, siger Daniel Brødsgaard.  

quote Vi får meget god respons fra virksomhederne generelt, og en virksomhed som Davidsens Tømmerhandel, der har fem medarbejdere i fleksjob, det er et stort socialt ansvar

Hanne Berg Møller, afdelingsleder i Job- og Aktivhuset i Aalborg Kommune.


For Daniel Brødsgaard betyder fleksjobbet også, at han har fået et bedre socialt liv. 

- Jeg har en autisme-diagnose, og det betyder nok lidt, at jeg kan være tilbageholdende socialt, men det sociale kommer også som et ekstra lag automatisk, når man har et arbejde, siger Daniel Brødsgaard. 

Chefen: - Vi fortsætter med at tage fleksjobbere i arbejde

Nu er Daniel Brødsgaard og de andre fleksjobbere for alvor blevet en del af arbejdspladsen.

 - Flere af fleksjobberne har stået med tårer i øjnene, når de har fået deres job. Der kan man virkelig se, hvor vigtigt det er, vi har ansat dem, så de kan komme videre i livet, siger Casper Jensen, der er trælastchef i Davidsen Tømmerhandel. 

Hvad fremtiden bringer er, ifølge Casper Jensen, svært at sige, men samarbejdet med kommunen om fleksjobberne fortsætter.

- Vi har måske svært ved at tage flere fleksjobbere ind lige nu, men de fem vi har nu, har vi tænkt os at beholde, siger Casper Jensen.       

Aalborg Kommune oplever positiv respons fra virksomheder  

Årsagen til den store succes for Aalborg Kommune skal findes i, at der er et rigtig godt samarbejde med lokale virksomheder. 

- Vi får meget god respons fra virksomhederne generelt, og en virksomhed som Davidsens Tømmerhandel, der har fem medarbejdere i fleksjob, det er et stort socialt ansvar, siger Hanne Berg Møller, afdelingsleder i Job- og Aktivhuset i Aalborg Kommune.

Daniel Brødsgaard har fået faste rutiner, og det håber han meget fortsætter fremover.

- Hvis jeg kan møde op, og kan have styr på mine ting, så er jeg glad, slutter Daniel Brødsgaard. 


Seneste nyt

fra Nordjylland