Advarsler blev overhørt: Aalborg Havnebad placeret tæt ved flere kloakudløb
Foto: Daniel Mikkelsen
Aalborg Kommunes embedsmænd var bekymrede over havnebadets placering midt mellem flere kloakudløb med spildevand. Advarsler, kommunen overhørte.
På grund af en mulig sundhedsrisiko for badegæsterne tog embedsmænd fra Teknik- og Miljøforvaltningen alle forbehold imod at placere Aalborgs Havnebad på den position, hvor det ligger i dag. Det skete tilbage i 2009, da arbejdet med havnebadet blev forberedt.
Men stort set ingen af advarslerne blev hørt, da badet efterfølgende blev anlagt midt mellem adskillige kloakudløb på Aalborg Havn. Det viser en aktindsigt, som TV2 Nord fået i sagen.
Jeg synes ikke, det er i orden at se stort på de badendes sikkerhed.
Kirsten Hein, vinterbader
Embedsmændene var især bekymrede, fordi byens kloaksystem ikke har adskilt regn- og kloakvand, når der kommer voldsomme regnskyl. Det betyder, at når kloakerne løber over, kommer der spildevand med afføring direkte ud i Limfjorden nær havnebadet.
Derfor anbefalede embedsmændene da også, at der blev taget en række foranstaltninger for at minimere sundhedsrisikoen ved at bade i fjordvandet.
Embedsmændenes anbefalinger i 2009
- Embedslægen bør inddrages for at vurdere de sundhedsmæssige risici ved havnebadets placering.
- Der bør laves en model, der kan beregne bakterieindhold i vandet i forbindelse med udløb af kloakvand – en model, der skal baseres på faktiske målinger af badevandet.
- Det skal undersøges, hvor lang tid der vil gå fra et udløb af kloakvand, til vandet i havnebadet igen er rent.
Kilde: Aktindsigt, som TV2 Nord har fået i sagen
Aktindsigt: Embedslægen blev ikke hørt
TV2 Nord har søgt aktindsigt i sagen, og vores gennemgang af sagsakterne viser, at embedsmændenes advarsler enten slet ikke blev hørt – eller at de blev omgået ved hjælp af andre løsninger.
Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder ved havnebadet i Aalborg, men vil betegne en placering mellem adskillige udløb som uhensigtsmæssig.
Anne Hempel-Jørgensen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed
Embedslægen blev ikke inddraget i beslutningen om at bygge havnebadet, hvor det ligger i dag. Det bekræfter Anne Hempel-Jørgensen, der er overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed – dét, der i 2009 hed embedslægeinstitutionen.
- Jeg kan ikke se i vores optegnelser og arkiver, at vi har fået en henvendelse fra Aalborg Kommune vedrørende havebadet. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder ved havnebadet i Aalborg, men vil betegne en placering mellem adskillige udløb som uhensigtsmæssig, fastslår Anne Hempel-Jørgensen.
Aalborg Kommune: "Vi stillede høje krav til badevandet"
Ifølge Aalborg Kommune undlod man at inddrage den daværende embedslægeinstitution, fordi man valgte at sætte det højeste krav til badevandskvaliteten – i realiteten dobbelt så rent vand, som Københavns havnebad tillader.
Kommunen mener også, at der er etableret et robust varslingssystem, der slår alarm, når der er risiko for spildevand i havnebadet.
Men Aalborg Kommune kan på trods af de høje krav til badevandskvalitet – og på trods af deres varslingssystem - ikke fortælle TV2 Nord, hvor ofte man i kommunen har måttet lukke havnebadet på grund af for høje bakteriekoncentrationer i badevandet.
Det skyldes, at varslingssystemet slet ikke måler vandkvaliteten, men i stedet mængden af nedbør. Aalborg Kommune lukker altså populært sagt havnebadet, når det regner, fordi der er erfaring for, at det giver øget risiko for kloakvand i Limfjorden.
Vinterbadere føler sig utrygge
Ud over varslingssystemet, som altså måler nedbør - og ikke bakterier - i vandet, tager Aalborg Kommune også 16 årlige prøver af vandet i havnebadet i løbet af den ni uger korte badesæson. Resten af året, hvor Vinterbadeklubben Lillebjørn bruger badet, bliver der ikke taget prøver.
Den manglende kontrol med badevandet bekymrer havnebadets mange vinterbadere.
- Det er på høje tid, at vi får noget konkret viden om, hvordan vandkvaliteten er, så vi kan være trygge ved at benytte havnebadet. Vi er mange, der bruger det hele året, og så er det ikke nok at hejse et rødt flag om sommeren, når det har regnet. Jeg synes ikke, det er i orden at se stort på de badendes sikkerhed, og det er uforståeligt, at der ikke for længst er etableret et system, der løbende måler vandkvaliteten, siger vinterbader Kirsten Hein.