Andrea har fuld gang i Patteriet
Hvis du leder efter en unik julegave til en, du holder af, så kunne det måske være en af Andrea Mikkelsens kopper. Hun har gjort det til sit speciale at lave keramik med bryster på. Ingen af brysterne er ens - og det er der en god grund til.
Kopper med bryster sælger som varmt brød på sociale medier.
Andreas Mikkelsens keramikkopper med bryster i forskellige størrelser er voldsomt populære.
Via de sociale medier har hun på kort tid fået opbygget en følgerskare på Instagram på ikke mindre end 10.000, der køber alle de kopper med bryster i forskellige størrelser på. Ikke to er ens.
- Jeg laver keramik med bryster på for at skubbe lidt til det perfekte billede af, hvordan bryster bør se ud, siger hun.
Selv kalder hun sine kopper for brystebeholdere.
- Man bestemmer selv, hvad man vil bruge dem til. De kan sagtens bruges til andet end at drikke kaffe af.
Patteriet tog fart efter Andrea Mikkelsen donerede nogle brystbeholdere til kampagnen Støt Brysterne.
- Det gik helt amok. Jeg fik 1000 følgere bare på en eftermiddag.
I dag har hun små 10.000 følgere på sin instagramprofil, hvor hun også sælger beholderne.
- Jeg kan overhovedet ikke følge med efterspørgslen, men jeg går ikke ikke med planer om at sætte priserne op. Jeg vil hellere sætte en refleksion eller en samtale i gang, der kan gøre folk bevidste om, at man kan se forskelligt ud.
Hvor det ender, må tiden vise, men Andrea Mikkelsen har ikke planer om, at ansætte ekstra hjælp.
- Det der med, at det er mig, der laver dem, kan jeg godt lide. Og det er det, der gør det specielt. At man ved, når man køber en kop, så er den lavet af mig, slutter Andrea Mikkelsen.