Bar-ejer: 75 procent af branchens omsætning ligger efter klokken 24

Ejeren af Zwei Grosse Bierbar og Zurf i Jomfru Ane Gade vil have udvidet nattelivets åbningstider – ellers risikerer restaurationer at gå konkurs, når hjælpepakkerne udløber.

Det kan ende med konkurser, hvis ikke barer og natklubber snart får lov til at holde åbent til længere end klokken 24. Sådan lyder det i dag fra Henrik Foget Jensen, der driver 11 værtshuse spredt i det meste af jylland – herunder Zwei Grosse Bierbar og Zurf i Jomfru Ane Gade.

- Hvis hjælpepakken slutter her 1. september, så sætter man en branche i frit fald. 75 procent af branchens omsætning ligger efter klokken 24. Derfor skal vi enten have udvidet åbningstiderne til efter klokken 24, eller også skal hjælpepakkerne forlænges.

- Man kan ikke drive de her forretninger, hvor det kun er til klokken 24. Så vil konsekvensen være, at du vil komme til at se en del konkurser rundt omkring, siger Henrik Foget Jensen.

 

Hensyn til smittestigning

I takt med den gradvise genåbning af caféer, restauranter og barer har Henrik Foget Jensen blandt andet valgt at åbne sin Zwei Grosse Bierbar i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Antallet af gæster er dog begrænset til 45, og samtidig skal han som bekendt lukke klokken 24. Det er udelukkende økonomisk muligt med en økonomisk hjælpepakke.

Antallet af corona-smittede er imidlertid steget de seneste uger. I uge 29 blev 240 personer testet positiv for covid-19. I uge 27 var det tal blot 123. Derfor understreger Henrik Foget Jensen, at han kun ønsker at åbne yderligere, hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Vi bliver nødt til at lytte på, hvad eksperterne siger. Og hvis eksperterne siger og har en mening om, at vi er i gang med en stigning i smitte, så skal vi passe på, hvad vi gør, siger Henrik Foget Jensen.

Sundhedsordfører: Afventer smitteudvikling

Står det til Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, bør åbningstiden på barer og natklubber ikke udvides, hvis den nuværende udvikling med flere smittede fortsætter.

- Ikke hvis de tal, vi ser nu, er en vedvarende tendens, og det er der jo noget, der tyder på, at det er nu. Derfor synes jeg, at det er for tidligt at genåbne, og derfor må vi se på, hvordan tallene udvikler sig fremover.

Peder Hvelplund siger samtidig, at der skal kigges på en forlængelse af hjælpepakkerne, hvis en yderligere genåbning udskydes til efter 1. september.

Klar til at udvide åbningstider

Henrik Foget Jensen fortæller, at han er klar til at åbne og udvide sin åbningstider allerede fra i morgen. Samtidig mener han også, at det er forsvarligt at åbne yderligere, hvis smittetallene ser fornuftige ud.

- Vi har nu vænnet folk til at gå tidligere i byen. Og hvis man måler gæsternes alkoholpåvirkning, så vil det nu være på et niveau klokken 23, som det førhen først var på klokken 03 om natten. Folk er bare tidligere fulde. Jeg tror ikke, at det gør den store forskel, om vi siger klokken 23 eller klokken 3, siger han.  

Ud af de 240 smittede i uge 29 er over 60 procent af dem fra Region Hovedstaden. 611 dødsfald i Danmark kan relateres til covid-19. 16 er indlagt – fire af dem ligger på intensiv, mens tre ligger i respirator.


Seneste nyt

fra Nordjylland