Black Friday uden køtilbud

Friis Shoppingcenter i Aalborg har droppet nogle af de klassiske Black Friday-tiltag for at skabe en tryg shoppingoplevelse.

Det er nok gået de færreste næser forbi, at der i dag kan scores gode tilbud og spares penge på julegaverne til Black Friday.

I Friis Shoppingcenter i Aalborg er Mogens og Anne Gros på shoppingtur. De skal forbi forskellige butikker for at se på tilbuddene i anledning af Black Friday.

Parret er kommet de nye coronarestriktioner, som træder i kraft på mandag, i forkøbet og har mundbind med.

- Vi er lige kommet, men når vi går ud, så tager vi det på, siger Anne Gros med sit mundbind i hånden.


Black Friday uden at gå i sort

Trygheden ved at shoppe på Black Friday, set i lyset af coronasituationen og de forestående restriktioner, er noget centermanager Henriette Sønder er opmærksom på.

- Vi kommer ikke til at se de store mængder af kunder, som vi har set tidligere år til Black Friday, siger hun.

Det skyldes blandt andet, at man har valgt at droppe køtilbud, som kan samle mange kunder, og i øvrigt har tyvstartet på Black Friday.

- Tilbuddene er strukket ud over ugen og weekenden, så det bliver en mere stille og rolig shopping-oplevelse, og det er fint i lyset af coronasituationen, at vi får spredt kunderne hen over ugen.

Nikolaj arbejder som frisør i Friis. Han skal til Black Friday senere på dagen, når han får fri. Han er tryg ved dagen, men tager også sine forholdsregler.

- Jeg tænker på at holde afstand, bære mundbind og spritte af, siger han.


Forholdsregler er klar

Skulle folk i dag gå tilbudsamok og møde frem i massevis for at få julegaveindkøbene klaret, er de i Friis Shoppingcenter også forberedt på det.

- Vi har stadigvæk ensretning, spritdispensere og skiltning. Vi er hele tiden opmærksomme på det, og så er vi selvfølgelig også klar til de nye restriktioner, som kommer fra mandag, slutter Henriette Sønder. 

Se hvad folk tænker om Black Friday shopping og corona i videoen herunder: 


Seneste nyt

fra Nordjylland