Børnekræftbehandlingen bliver i Aalborg: Sundhedsminister afviser centralisering i København

På et samråd tirsdag eftermiddag sagde Magnus Heunicke (S), at der ikke er planer om at samle børnekræftbehandlingen ét sted. Dermed kan behandlingerne i Aalborg fortsætte.

Det kom i slutningen af november frem, at Sundhedsstyrelsen havde planer om at centralisere behandlingen af børnekræft i København. Dermed skulle behandlingerne i både Aarhus, Odense og Aalborg flyttes til Rigshospitalet.

Men på et samråd tirsdag eftermiddag i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg afviste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at Sundhedsstyrelsen har planer om at flytte børnekræftbehandlingen til hovedstaden.

- Sundhedsstyrelsen har understreget over for mig til dette samråd, at Sundhedsstyrelsen ikke har planer om en centralisering, hvor al behandling og al diagnostik skal foregå ét sted i Danmark. Hverken i København eller andre steder, lød det fra ministeren på samrådet.

Ulla Astman skrev i december sammen med to andre regionsrådsformænd til sundhedsminister Magnus Heunicke. Her gav de udtryk for både deres forundring og kritik af Sundhedsstyrelsens planer om af centralisere dele af børneonkologien i København. De mener ikke, at der er fagligt belæg for centralisering, fordi alle landets afdelinger kører med nogenlunde samme resultater.

Se et klip fra samrådet, hvor sundhedsministeren fortæller, at Sundhedsstyrelsen ikke har planer om en centralisering af børnekræftafdelingerne.

Spørgere i samrådet

Flere nordjyskvalgte folketingsmedlemmer stillede tirsdag spørgsmål til ministeren. Blandt andet Susanne Zimmer fra Frie Grønne og Per Larsen fra de Konservative.

- Jeg synes jo ikke, at vi skal centralisere. Social trivsel betyder meget i helbredelsesprocessen. Jeg tænker, om kræftens Bekæmpelse tænker at blive inddraget? Lød det fra Susanne Zimmer.

- Hvad er i grunden regeringens holdning til hele den her problemstilling? Vil man synes, at det er nødvendigt, når nu ikke der er noget på kvalitetsdelen der halter? Spurgte Per Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland