Budget: Flere penge til cykelstier og sikre skoleveje i Aalborg Kommune
Foto: Hedegaard
Der er afsat 60 millioner kroner over de næste fire år til cykelstier og sikre skoleveje i Aalborg Kommune.
De grønne ambitioner bliver forstærket med en helt ny klima-alliance. Og et samarbejde med NT skal gøre det gratis at tage bussen til visse kulturarrangementer.
Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har torsdag aften indgået budgetforlig for 2022-2025.
Det er 29 ud af 31 byrådsmedlemmer - Dansk Folkeparti står uden for budgetaftalen.
Det oplyser Borgmesterens Forvaltning i en pressemeddelelse.
- Det er lykkedes os at blive enige om et godt budget med betydelige velfærdsløft for ældre, børn og unge. Vi er stolte over, at vi får givet et markant løft til den grønne mobilitet med 60 millioner kroner over de næste fire år til cykelstier og sikre skoleveje. Aalborg vil være i den grønne førertrøje, også når det gælder cyklismen, og samtidig fremmer vi sundheden, siger borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen (S).
Flere indbyggere i kommunen
Aalborg Kommune er i kraftig vækst med nu 221.000 indbyggere.
- Vi bliver markant flere ældre og små børn de kommende år. Derfor skal vi have bygget flere nye dagtilbud, og der er afsat penge til 120 nye fuldtidsstillinger på ældreområdet. Vi vil også sikre bedre rekruttering og fastholdelse af vores dygtige medarbejdere, så det bliver endnu mere attraktivt at arbejde i ældreplejen, siger Thomas Kastrup-Larsen.
For at sikre fastholdelse af medarbejdere på SOSU-området afsætter forligspartierne yderligere 1,8 millioner kroner.
To undervisere i de yngste klasser
Budgetforligspartierne vil løfte almenundervisningen i 1.-3. klasse med såkaldt co-teaching med ni millioner kroner i 2022 og 27 millioner kroner i 2023. Det er en samarbejdsmetode, hvor der altid vil være to undervisere til stede i klasserne.
For at sikre tilbud til udsatte børn og unge afsætter budgetforligspartierne ekstraordinært 15 millioner kroner i 2022 og 6,0 millioner kroner i 2023.
- I kølvandet på covid-19 ser vi desværre flere børn og unge, der mistrives, og det er højtprioritet i budgettet, at vi på bedste vis hjælper dem. Børn og unge er fremtidens Aalborg og har været en meget udsat gruppe under covid-19, siger Thomas Kastrup-Larsen.
10 millioner til opkvalificering af ledige
For at sikre Aalborg Kommunes videre udvikling skal virksomhederne have adgang til kvalificeret arbejdskraft.
- Ledigheden falder, og aldrig har vi haft så mange i beskæftigelse. Men vi skal have alle med. Covid-19 har efterladt flere borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, i en vanskelig situation. Vi ønsker at få uddannet og opkvalificeret flere ledige, og det afsætter vi 10 millioner kroner til, siger Thomas Kastrup Larsen
Der er i forliget afsat ekstra 1,5 millioner kroner årligt til mennesker med handicap. For at sikre rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på handicapområdet afsættes der 0,7 millioner kroner årligt til at afprøve nye tiltag og indsatser.
Ny klima-alliance
Budgetforligspartierne afsætter 2 millioner kroner til en ny klima-alliance. Det er for at understøtte den ambitiøse, grønne omstilling i Aalborg Kommune og landsdelen generelt.
Klima-alliancen er en videreudvikling af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling. Det bliver et åbent nordjysk netværk, hvor alle kommuner, virksomheder og foreninger har mulighed for at deltage.
Gratis transport til kulturarrangementer
Aalborg Kommune sætter gang i et billetsamarbejde med Nordjyllands Trafikselskab ved idræts- og kulturarrangementer i Gigantium og på Aalborg Portland Park. Samarbejdet gøres det gratis at benytte kollektiv trafik til og fra idræts- og kulturarrangementer og skal også hjælpe på trængsels- og parkeringsudfordringer ved store begivenheder. Det vil være et forsøg, der løber frem til 2023.
Kultur skal ud til alle, og der afsættes derfor 1 millioner til unge talenter, der skal ud og optræde på plejehjem, aktivitetscentre og væresteder.
Nye kunstgræsbaner og renere byer
Der vil blive etableret kunstgræsbaner i St. Restrup og Hals, en ridehal i Nibe og tilbygning til Båndbyhallen i Storvorde. og i budgettet er der afsat ekstra penge til at udvikle og renovere forsamlingshuse samt enkelprojekter i flere oplandsbyer. Der er også afsat 1 millioner kroner årligt til øget renhold i oplandsbyer og landdistrikter.
Togstop nord for Lindholm
Forligspartierne er indstillet på at støtte etableringen af et togstop nord for Lindholm. Der udarbejdes en beskrivelse om, at kommunen vil afsætte 15 millioner kroner til formålet.
- Vi er meget glade for de mange borgere, der har bidraget til budgetprocessen. Hele byrådet ønsker, at vi udvikler Aalborg Kommune sammen, og det gælder også budgettet. Vi har bl.a. lyttet til de mange borgere, der har ønsket bedre vilkår for cyklister, og det har vi prioriteret, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Aalborg Byråd har fået over 640 budgetinputs via kommunekassen, de sociale medier og borgermøder.