Camilla vågnede på sygehuset og anede ikke, hvad der var sket: Nu fortæller hun sin historie for at hjælpe andre

For få danskere ved, hvad de skal stille op, hvis en person får et epileptisk anfald i det offentlige rum.

- Det var lige der, det skete, siger Camilla Faurskou Mørk og peger mod Menu-butikken i Kennedy Arkaden i Aalborg. Hun refererer til en hændelse, der fandt sted tilbage i 2017, men som ændrede hendes liv for altid. 

Hun var på vej til Ikea med sin mor, da de to besluttede sig for, at skulle have lidt mad med til turen derud. Hun husker ikke meget fra episoden, men det gør hendes mor.  

- Jeg havde lige bestilt mad, og så tog jeg et skridt tilbage og begyndte at vifte med armene. Derefter gik jeg i kramper, og så forsvandt benene under mig. Det er det, min mor har fortalt mig, siger hun. 

Camilla Faurskou Mørk faldt om på gulvet midt i køen, men hendes mor, der havde set hele optrinnet, sørgede for, at hun ikke slog sig på vej ned. 

Det næste hun husker er, da hun kommer til sig selv på skadestuen.

- Jeg kigger op, og så er en sygeplejerske ved at tage en blodprøve på mig, siger hun.

Efter at have gennemgået mange forskellige prøver på Neurologisk Afdeling i Aalborg, er diagnosen klar. Camilla Faurskou Mørk har epilepsi, og hun har haft et epileptisk anfald. 

For få hjælper

Camilla Faurskou Mørk fik den hjælp, hun havde brug for under sit epileptiske anfald, der varede et par minutter.

- Det var heldigt, at der var nogen omkring mig, der kunne hjælpe mig og sørge for, at jeg ikke smadrede mit hoved ned i jorden, konstaterer hun.

Det er dog langt fra alle i samme situation, der er lige så godt stillet. Der er nemlig for få, der træder til og hjælper, når uheldet er ude.

quote Vi har oplevet folk, der har stået og filmet

Casper Kløj Andersen, Kredsformand, Epilepsi Foreningen, Nordjylland

Sådan lyder det fra Epilepsi Foreningen. Derfor har de igangsat en ny kampagne, der skal sætte fokus på epileptiske krampeanfald i det offentlige rum. 

I den forbindelse har foreningen fået malet 11 kunstværker i henholdsvis København, Odense, Aarhus og Aalborg. Kunstværkerne forestiller personer, der er fastfrosset i et epileptisk anfald. 

Foran Hovedbiblioteket i Aalborg og også foran Nordkraft kan man støde på farvestrålende kunstværker af personer, der er fastfrosset i et epileptisk anfald.
Foran Hovedbiblioteket i Aalborg og også foran Nordkraft kan man støde på farvestrålende kunstværker af personer, der er fastfrosset i et epileptisk anfald.
Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord

I forbindelse med malerierne findes der også en QR-kode, der, hvis man scanner den, sender en direkte ind på Epilepsi Foreningens hjemmeside, hvor man kan læse om sygdommen og se fortællinger fra personer, der har oplevet at få et epileptisk anfald i offentligheden - heriblandt Camilla Faurskou Mørk. 

Hvad skal man så gøre?

Ifølge Casper Kløj Andersen, der er kredsformand for Epilepsi Foreningen i Nordjylland, kan epileptiske anfald se ud på mange forskellige måder. 

Hvis det er et krampeanfald, man er vidne til, er det først og fremmest vigtigt, at man selv bevarer roen, fortæller han. 

- Det kan se meget voldsomt ud for pårørende og forbipasserende, siger han. 

Casper Kløj Andersen er kredsformand for Epilepsi Foreningen i Nordjylland.
Casper Kløj Andersen er kredsformand for Epilepsi Foreningen i Nordjylland.
Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord

Epileptiske krampeanfald hænger ofte sammen med fråde ud af munden eller opkastninger, og i den forbindelse skal man sørge for, at personen har frie luftveje. 

Desuden er det vigtigt at sørge for, at personen ikke kommer yderligere til skade. For eksempel ved at afbøde et fald. 

- Det vigtigste er jo at gøre noget, og hvis man ikke kender personen, så ved man jo ikke, om det er et epileptisk anfald, og så er det bedste at ringe 112. Hellere en gang for meget end en gang for lidt, siger Casper Kløj Andersen.

Epilepsi er en af de hyppigste neurologiske sygdomme, og Camilla Faurskou Mørk er glad for at kunne være med til at gøre opmærksom på den.

- Det er lidt et problem, at folk ikke ved så meget om epilepsi. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg anede ikke, hvad det var, før jeg fik diagnosen. så derfor håber jeg at kunne fortælle omverdenen om epilepsi, og hvad man kan gøre, slutter Camilla Faurskou Mørk. 



Seneste nyt

fra Nordjylland