Danmark afviser at udfase asbestvandrør: EU-politiker kæmper forgæves for plan
På trods af et næsten enigt Europa Parlament har både Kommissionen og flere regeringer – herunder den danske – afvist at lave en plan for udfasning af asbestvandrør.
Som TV2 Nord har afdækket, er der stadig over 1000 kilometer asbestvandrør i brug til at transportere drikkevand ud til danskerne.
Aalborg er den kommune, der topper listen, med godt 150 kilometer af de gamle vandrør.
I årtier har man vidst, at det kan være kræftfremkaldende at indånde eller indtage asbestfibre. Alligevel er der ingen krav om, at de gamle vandrør skal udfases - og det er heller ikke på vej.
Den danske EU-parlamentariker Nikolaj Villumsen har kæmpet for at få vandrørene med i det nye asbestdirektiv - men uden held
- Jamen altså helt konkret er der jo behov for, at man får en plan for forsvarligt at fjerne alt asbest i Europa. Også i vandrør.
- Det er i virkeligheden det, som jeg har presset på for, og som flertallet af EU-parlamentet også har bakket op om, men som vi ikke er kommet i mål med, fordi medlemslandene, inklusiv den danske regering, ikke har ønsket at gå med til det, fortæller Nikolaj Villumsen til TV2 Nord.
- Og det er jo, fordi det grundlæggende handler om kroner og ører - eller euro, som man vil sige i Bruxelles. Og desværre er det jo så sådan, at hvis ikke man betaler prisen for at få fjernet den her farlige asbest, så bliver prisen, at der er mennesker, der mister deres liv.
Kun få lande tester
Det seneste asbestdirektiv har sænket grænseværdien for, hvor mange asbestfibre der må være i luften - men der er stadig ingen krav om test af drikkevandet. Det er op til de enkelte medlemsstater, og meget få lande tester drikkevandet for asbest.
Faktisk er det kun Italien og USA, der tester vandet systematisk, ligesom der nogle steder i USA er grænseværdier for, hvor meget asbest der må være i drikkevandet.
FAKTABOX ASBEST
• Asbest er et naturligt forekommende mineral, som har været anvendt i mere end 100 år i alt fra madrasser, fliseklæb og rørisolering til gulv- og loftsplader, ventilationskanaler, vandrør, tagplader og meget mere. I 1950’erne var der sågar en amerikansk cigaretproducent, der brugte det i cigaretfiltre.
• I Danmark var asbestfibre i flere årtier et meget populært byggemateriale på grund af dets isolerende og brandhæmmende egenskaber.
• I 1972 blev det forbudt at bruge asbest eller asbestholdige produkter til termisk-, støj- og fugtisolering.
• I 1980 blev det forbudt at bruge asbest bortset fra i asbestcementprodukter, bremsebelægninger, pakningsmaterialer, lejeforinger og elektromotorer.
• I 1986 blev det forbudt at bruge asbest i alle andre cementprodukter end asbestcementbølgeplader “B5” og “B9”. Man måtte desuden stadig bruge det til bundne pakningsmaterialer, bremsebelægninger, lejeforinger og elektromotorer.
• Fra 1993 og frem til 2005 har kun ganske få typer produkter som bundne pakningsmaterialer, lejeforinger og enkelte friktionsbelægninger været undtaget fra forbuddet.
Kilde: Arbejdstilsynet m.fl.
I Danmark følger Miljøstyrelsen WHO´s anbefalinger, som heller ikke har de gamle asbestvandrør i søgelyset. Derfor må de danske forsyningsselskaber faktisk ikke selv tage initiativ til at teste for asbestfibre.
Det fortalte Birthe Dilling Berg, der er vand og spildevandschef i Aalborg Forsyning, onsdag til TV2 Nord.
- Det vil i givet fald kræve ny lovgivning på området, at der skal stilles krav og grænseværdier omkring det, og det har ikke været fundet nødvendigt fra Miljøstyrelsens side
Eternitvandrør ikke med i nyt asbest-direktiv. Se indslaget her:
Nikolaj Villumsen er overrasket over, hvor mange kilometer asbestvandrør der stadig er i brug i Danmark.
- Altså, jeg vidste godt, at vi havde et problem, men jeg var ikke klar over, at det var så omfangsrigt. Og jeg synes virkelig, det understreger behovet om at få gjort noget ved det. Og i virkeligheden også understreger behovet for, at vi også på europæisk plan handler.
- Det, som jeg har krævet, og som et flertal i parlamentet har bakket op om, er jo, at der skal afsættes EU-midler til at hjælpe med at kunne få asbesten fjernet forsvarligt ude lokalt, sådan at der kunne være hjælp til eksempelvis danske kommuner, slutter Nikolaj Villumsen.