Donér dit udtjente juletræ – så giver Råt&Godt det nyt liv i deres værksted

Nordjysk virksomhed, som tilbyder beskæftigelsesforløb for unge, der ikke trives i uddannelse eller job, efterspørger juletræer.

Et pyntet træ med lys, kugler og stjerne er indbegrebet af julen i mange danske hjem. I juledagene og på den anden side af nytår begynder nålene måske langsomt at falde af, og træet bliver snarere en byrde.

quote Vi vil gerne give både mennesker og materialer en chance til, og det gælder naturligvis også juletræer.

Christian Helweg, stifter af Råt&Godt

Efter nogle dage bliver fejearbejdet for uoverskueligt, og så melder spørgsmålet sig; hvad skal jeg gøre af træet?

De fleste er tilbøjelige til at drøne til den nærliggende genbrugsplads, hvor det udtjente træ ryger direkte til afbrænding. Der findes dog andre muligheder. Træet kan også indleveres til den aalborgensiske virksomhed Råt&Godt, som giver træerne nyt liv og omdanner dem til små, fine træfigurer.

Hvem er Råt&Godt

Råt&Godt er et værksted i Aalborg, der arbejder ud fra devisen, at både mennesker og materialer fortjener en chance til. Den socialøkonomiske virksomhed tilbyder beskæftigelsesforløb for unge, der ikke trives i uddannelse eller job, med henblik på at skabe afklaring og gøre de unge klar til beskæftigelse. I værkstedet giver de unge hos Råt&Godt blandt andet gamle genbrugsmaterialer nyt liv.

Magasin bakker op om udsatte unge

Som en del af Magasins ansvarlighedsstrategi har stormagasinet valgt at støtte op om Råt&Godt, der hjælper udsatte unge. For hvert indleveret juletræ donerer Magasin 100 kroner til den socialansvarlige og bæredygtige virksomhed.

Hvert år ender en stor del af danskernes udtjente juletræer til afbrænding på genbrugspladsen, når julen er forbi, og vi træder ind i det nye år. Men det ønsker Magasin i samarbejde med den aalborgensiske, socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt nu at lave om på.

- Hos Magasin synes vi, at Råt&Godt er et vigtigt initiativ i Aalborg, og vi har samtidig et ønske om at støtte op om de gode initiativer, der findes i de lokalområder, hvor vi har forretninger. Samarbejdet med Råt&Godt giver derfor rigtig god mening, da vi deler mange af de samme værdier, siger Tina Mikkelsen, Store Manager hos Magasin i Aalborg.


Aflever træet i Aalborg

Råt&Godt glæder sig også over samarbejdet og ikke mindst til at se, hvor mange juletræer de får indleveret. For selv juletræerne fortjener en chance til.

- Vi vil gerne give både mennesker og materialer en chance til, og det gælder naturligvis også juletræer. Derfor skaber vi de her små Råt&Godt-figurer, hvor store dele af stammen bliver brugt, og træet på den måde får nyt liv. Figuren symboliserer ansvarlig produktion, bæredygtighed og social ansvarlighed, og så er den udviklet og produceret af unge fra kanten af arbejdsmarkedet, forklarer stifter af Råt&Godt, Christian Helweg,

Juletræerne kan afleveres hos Råt&Godt fra 3. til 8. januar 2022 på Hjulmagervej 58 i Aalborg






Seneste nyt

fra Nordjylland