Ida Green har Aspergers syndrom og kæmper derudover med stress og angst.
Se ”Når livet tager en drejning” om familien Green nederst i artiklen.
De små tegn viste sig allerede, da Ida Green var helt lille. Hun ville helst ligge med ryggen til, når hun blev puttet af sine forældre, for på den måde slap hun for øjenkontakt.
Da hun blev omkring fem år, begyndte tøj at genere hende. Især følelsen af sokker og langærmede trøjer brød hun sig ikke om. I dag har hun stadig svært ved at gå i alt for tætsiddende tøj.
- Jeg kan ikke lide teksturen, siger Ida Green i programmet ”Når livet tager en drejning”.
Der gik dog flere år, før Ida fik stillet diagnosen Aspergers syndrom. For udover ubehaget ved tætsiddende tøj og intens øjenkontakt var hun ligesom andre børn og udviklede sig normalt.
Hun var glad for at starte i skole, havde legeaftaler og svømmede på et elitehold.
- Jeg havde det fint, og jeg tænkte ikke, at jeg var anderledes end de andre børn, siger Ida Green.
Fik sit første angstanfald
I 2. klasse skete der noget, der fik alarmklokkerne til at ringe hos Idas forældre.
Idas bedste veninde flyttede til Oman, og Idas reaktion var voldsom.
- Hun begyndte at mistrives, og hun var ikke glad for at komme i skole. Hun fik flere sygedage og lukkede sig mere ind i sig selv, siger Idas mor, Majken Green, der dengang for første gang italesatte over for Idas far, at der var noget, der ikke var, som det skulle være.
Som 10-årig fik Ida sit første angstanfald.
Hun sad grædende og sammenkrøllet i et lille hulrum bag en seng og gentog den samme sætning igen og igen. Hendes forældre kunne ikke komme i kontakt med hende.
- Jeg var fuldstændig væk i min egen verden, og det var først, da min bror kom ind og krammede mig, at jeg faldt til ro, siger Ida Green.
Filmen knækker
Ida fik det værre, og i skolen var det svært. Især gruppearbejde voldte hende problemer – hun havde det bedst, når hun fik lov til at bestemme.
- Jeg er ikke god til at kommunikere med andre, og jeg kan blive sur, hvis de ikke gør det på den rigtige måde, siger Ida Green, der indrømmer, at hun engang slettede noget, som en af hendes gruppemedlemmer havde skrevet i en opgave – fordi hun ikke kunne lide det.
I midten af femte klasse skiftede hun skole, og det gjorde det hele lidt bedre i en periode. Men i sjette klasse ramte hun bunden.
På en familierejse til Oman for at besøge sin veninde fik hun voldsomme angstanfald hver aften.
- Det var på den ferie, at filmen knækkede endeligt. Vi prøvede mange gange at få Ida i skole efter ferien, men det hele var noget lort med angstanfald på angstanfald, siger Majken Green.
Ida husker ikke selv den periode.
- Det var et af mine dybeste, værste tidspunkter, siger hun.
Får en diagnose
I et år forlod Ida Green stort set ikke hjemmet på grund af angst. Det meste af tiden gik i sofaen med fjernsynet tændt og mor Majken placeret i en lænestol ved siden af.
- Jeg kunne skabe ro for Ida ved bare at være der, og hvis det var rigtig slemt, krammede eller puttede vi, siger Majken Green.
- Vi brugte utroligt mange timer på at se fjernsyn. Rigtig, rigtig mange timer, siger hun.
Efter et år fik familien endelig sat navn på, hvad det var, der gjorde tilværelsen så svær for Ida. Hun fik diagnosen Aspergers syndrom, og samtidig blev det konstateret, at hun havde stress og angst.
For Ida var beskeden ikke overraskende.
- Det var som at fortælle en døv person, at vedkommende var døv, siger Ida Green.
Små fremskridt
Majken Green fik tilkendt fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, så hun kunne være hjemme ved Ida 24 timer i døgnet og hjælpe hende med at genoptage skolegangen.
Undervisningen foregik i hjemmet, hvor en pædagog kom og underviste Ida. Først en gang om ugen – og så to gange om ugen.
Samtidig begyndte Ida til konfirmationsforberedelse og psykolog.
- Vi talte meget om angsten. Jeg havde dødsangst, og nogle aftener kunne jeg ikke sove, fordi jeg var bange for, at jeg ikke ville vågne igen, siger Ida Green, der havde gavn af samtalerne.
Lige så stille gjorde Ida fremskridt. Hun gennemførte folkeskolens afgangsprøve, og det store gennembrud kom, da Ida som 15-årig på egen hånd tog ud for at købe en gave til sine forældre.
- Det var helt fantastisk. Det varmer en fars hjerte, siger Idas far, Christian Green.
Familien åbner en vinbar
I takt med at Ida fik det bedre, fik mor Majken mere frihed, og det betød også, at hun så småt kunne vende tilbage til arbejdslivet igen.
Et 8-16-job var dog urealistisk i forhold til at kunne være fleksibel og støtte Ida. Samtidig havde hun og Christian lyst til at prøve noget andet.
Derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da hun på en gåtur med familiens hund fik øje på et skilt kort fra hjemmet, hvor der stod ”TIL LEJE. Showroom, vinbar”.
- Så begyndte vi at snakke om, at det da kunne være hyggeligt med en vinbar, siger Majken Green.
Som sagt, så gjort. I 2019 åbnede de den franske vinbar Ma Petite France i Aalborg.
- Det var en klar aftale, at havde Ida en dårlig dag med angst, så lukkede vi vinbaren. Det var vigtigt, at det var et sted, hvor vi bare kunne sætte en seddel i døren og forlade det, siger Majken Green.
I begyndelsen åbnede vinbaren først klokken 15. På den måde kunne Christian fortsat møde på sit andet job, og vigtigst af alt, så kunne Majken være hjemme hos Ida og sørge for, at Ida fik en god start på dagen.
Bare det at smøre en bolle kræver nemlig fortsat energi for Ida.
- Der er mange tanker knyttet til det. 'Kan jeg? Skærer jeg mig i hånden? Er der smør? Ødelægger jeg min bolle? Er der pålægschokolade? Er der rene knive i skuffen?' Der er en lang række forhindringer i Idas hoved, før hun overhovedet er nået ind i køkkenet, siger Majken Green.
Mod på fremtiden
I dag er Ida 19 år gammel, og hun har det bedre, end hun længe har haft. Hun hjælper til i vinbaren og står blandt andet for dekorationen.
Hun lider fortsat af angstanfald, der kan dukke op dag og nat. Når det er rigtig slemt, sover Majken på en madras ved siden af Ida.
Selvom der stadig er svære dage, giver det Ida mod, når hun ser tilbage på den udvikling, der er sket i de seneste år.
- Vi er ved at se, om jeg kan få et deltidsarbejde et sted, og så må vi se, om jeg har energien og selvtilliden til at bo for mig selv. Det er svært at sige. Men jeg kan så meget mere, end jeg kunne for fem år siden, siger hun med et smil.
Se fjerde afsnit af ”Når livet tager en drejning” lige her – og find hele serien på TV2 Play.
