Fødevarestyrelsen har opdaget fugleinfluenza i Nordjylland
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
50.000 høns skal aflives, efter der er konstateret fugleinfluenza i et økologisk hønsehold i Nordjylland. Influenzatypen anses ikke for at være farlig for mennesker.
Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza i et økologisk hønsehold nær Sæderup syd for Aalborg. Besætningen er på knap 50.000 høns. Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.
Fugleinfluenzaen er konstateret efter prøveresultater, som Fødevarestyrelsen har fået fra Statens Seruminstitut onsdag aften. Fødevarestyrelsen begynder at aflive dyrene fredag, og situationen betegnes som værende under kontrol.
- Vi ved, hvordan vi skal håndtere sådan en situation, og hvordan vi sikrer en hurtig aflivning og desinficering af stedet, siger Flemming Kure Marker, veterinærchef hos Fødevarestyrelsen, til TV2 Nord.
Det er hos den økologiske ægproducent Bremerholm, at fugleinfluenzaen er brudt ud.
Ingen fare for mennesker
Der er tale om lavpatogen fugleinfluenza af typen H5N1. Lavpatogen betyder, at den er mild sammenlignet med højpatogene typer. Den anses ikke for at være farlig for mennesker.
De fleste fjerkræ dør ikke af lavpatogen fugleinfluenza, og ikke alle fjerkræ viser sygdomstegn, men de kan smitte andet fjerkræ, og virus kan ændre sig til den højpatogene type, der har en dødelighed på op imod 100 procent.
- Grunden til, at vi afliver fjerkræene og desinficerer og rengør stedet er, at vi vil begrænse den potentielle risiko, der er for at fugleinfluenzaen kan udvikle sig fra den milde form til den højpatogene, der er farlig for især fjerkræ. Det er meget usandsynlig, at den udvikler sig til den højpatogene form, nu hvor vi håndterer situationen, siger Flemming Kure Marker.
Erstatning til ejeren
Fødevarestyrelsen har oprettet en zone med særlige restriktioner på én kilometer rundt om besætningen. Det betyder, at hverken private eller professionelle fjerkræejere i området må flytte fjerkræ, andre fugle samt æg ud af, ind i eller inden for zonen. Fjerkræ i zonen må gerne være udendørs.
- Der er ikke registreret andre erhvervsbesætninger i området, men har man høns som hobby, skal man registrere sig hos os inden otte dage, forklarer Flemming Kure Marker.
Således kan Fødevarestyrelsen rette henvendelse til de omkringliggende fjerkræsejere, hvis det bliver nødvendigt.
- Den særlige zone opretholdes i tre uger efter, at den indledende rengøring er godkendt. Og vi forventer, at den indledende rengøring er godkendt i begyndelsen af næste uge.
Ifølge Fødevarestyrelsen er det hele Bremerholms hønsebesætning der skal aflives, men ejerne kan formentlig se frem til en erstatning.
- Når det er en type sygdom, hvor det kræves at besætningen slås ned, så får besætningsejeren erstatning fra staten, forklarer veterinærchef Flemming Kure Marker.