Fokus på FN's verdensmål: Gymnasium opretter ny studieretning

Uddannelsesinstitutionen Tech College er blevet udnævnt til 'verdensmålsskole', og det fører blandt andet en ny studieretning med sig på Aalborg Tekniske Gymnasium.

Bæredygtighed og globalt medborgerskab er to nøgleord i det internationale fællesskab, uddannelsesinstitutionen Tech College i Aalborg er blevet en del af.

Tech College er blevet udnævnt til såkaldt 'verdensmålsskole'. Det er FN-organisationen UNESCO, der har optaget Tech College i det netværk, som på verdensplan består af cirka 11.000 uddannelsesinstitutioner, der arbejder for at fremme FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Det oplyser Tech College i en pressemeddelelse.

- Vi har alle et stort ansvar i forhold til at skabe en bæredygtig fremtid, og derfor er det vigtigt at vise vores elever og omverden, at vi tager det her seriøst, og at vi sammen kan gøre en fælles indsats. På den måde får vi forhåbentligt skabt nogle unge ambassadører, der kan tage erfaringer og lærdomme med herfra og præge deres mestre og virksomheder også, siger Bo Banch, der er uddannelsesdirektør for EUD og EUX på Tech College.


Fører ny studieretning med sig

På Aalborg Tekniske Gymnasium, som er en del af Tech College, vil der efter sommerferien blive oprettet en ny studieretning, som får navnet "Bæredygtighed og teknologi".

- Især vores teknologifag er præget meget af bæredygtighed, hvor mange af de problemstillinger, eleverne skal finde løsninger på, eksempelvis tager udgangspunkt i problemer i verdens fattigste lande.  Samtidigt er cirka en tredjedel af vores elever på udlandsophold af længere varighed – i hvert fald, når der ikke er corona – så vi har derfor et helt naturligt fokus på det globale medborgerskab. Vi gør en dyd ud af, at vores elever møder andre unge fra hele verden, lærer om andre kulturer, udenlandske arbejdsformer, siger Rikke Palmgren, der er uddannelsesdirektør for HTX.

Som officiel UNESCO Verdensmålsskole vil Tech College kunne erfaringsudveksle med netværkets over 11.000 skoler og uddannelsesinstitutioner over hele verden.

- Vi arbejder på at få bæredygtighed langt mere ind i al vores undervisning, hvor eleverne både vil blive undervist i det og have det som element i deres eksamener igennem hele deres uddannelse, uanset om de vil være tømrere eller kokke. Men den unge generation i dag er langt mere bevidste omkring den slags, og vi forventer egentlig, at de vil udfordre os til at være endnu mere ambitiøse og leve op til deres forventninger i forhold til de her emner, siger Bo Banch.


Seneste nyt

fra Nordjylland