Forsvarskrumtap stopper i AaB og søger mod udlandet
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Kasper Pedersen scorede på hovedstør til 3-0, hjemme mod SønderjyskE
Kasper Pedersen ønsker ikke at forlænge sin aftale med AaB, fordi han vil prøve sig af i en udenlandsk klub.
AaB havde tilbudt Kasper Pedersen en kontraktforlængelse, men der har aldrig været tale om reelle forhandlinger, fordi den 26-årige forsvasspiller har meddelt, at han er indstillet på fra næste sæson at søge lykken udenlands.
- Det er svært at forlade den klub, man elsker, og hvor jeg har tilbragt over halvdelen af mit liv, men jeg er meget bevidst om, at hvis jeg skulle have en chance for at finde en udenlandsk klub, så ville det nok være til sommer, lyder det fra Kasper Pedersen.
Og forsvarskrumtappen efterlader ingen tvivl om, at et skifte til en anden dansk klub skulle være interessant.
- For mig er der i Danmark kun AaB, men nu prøver jeg som sagt at se efter en mulighed uden for landets grænser - ikke mindst for oplevelsen og for udviklingens skyld. Min kæreste er fra Norge, og det er da ikke usandsynligt, at vi kigger den vej, men andre lande har også interesse, fortæller Kasper Pedersen.
Gaarde: Vi havde gerne beholdt Kasper
Kasper Pedersen har i indeværende sæson været blandt truppens mest stabile spillere, og han har efterhånden sat sig tungt på den ene plads i midterforsvaret. Derfor begræder sportsdirektør Allan Gaarde, at han nu mister den stabile forsvarsklippe.
- Det er ingen hemmelighed, at vi meget gerne ville have beholdt Kasper, da vi havde set ham som en krumtap på vores hold i de næste mange år.
- Samtidig har vi dog forståelse for Kaspers valg om at forsøge sig med et eventyr i udlandet, og han vil altid være velkommen tilbage i AaB, fastslår Allan Gaarde.
Kasper Pedersen, der oprindeligt kommer fra den nordjyske klub Aabybro I.F., skiftede til AaB som 12-årig efter et ophold i Pandrup.
Kasper Pedersen har foreløbig spillet 142 officielle kampe og scoret 13 mål for AaB.