Frygter daglejerprincip: Socialpædagoger tvunget på nedsat tid
Medarbejder på Viften i Vodskov mister en månedsløn om året pga nedsat tid
Socialpædagoger i Vodskov mister det, der svarer til en månedsløn om året, fordi Aalborg Kommune nu tvinger dem ned i tid.
Medarbejderne på Viften, der er en boenhed for autister i Vodskov og Nørresundby, forstår ikke, at de skal tvinges ned i arbejdstid nu, hvor der råbes på mere arbejdskraft. Fagforeningen frygter, at kommunen som arbejdsgiver er ved at indføre et daglejerprincip.
Lasse Munch er socialpædagog og en af de fem medarbejdere, der med ét slag får ødelagt sin økonomi, fordi han nu er tvunget på nedsat arbejdstid som socialpædagog på bostedet Viften i Vodskov. Hans ugentlige arbejdstid er reduceret fra 37 til 34 timer.
- Mine vagter har i ti år uden problemer været planlagt ud fra 37 timer, men det kan man så åbenbart ikke få til at passe længere. Det er mærkeligt i de her tider, hvor man gerne vil have folk til at arbejde noget mere og siger, at man har brug for nogle flere hænder. Tre timer hver uge lyder af lidt, men det er dog 8,1 procent af de timer, jeg har haft indtil nu. Og det svarer til en mistet månedsløn på årsbasis. Det er ikke ubetydeligt, for så godt tjener vi socialpædagoger heller ikke i forvejen, siger Lasse Munch.
I alt fem medarbejdere er i efteråret tvunget på nedsat tid på Viften. Ifølge fagforeningen, Socialpædagogerne Nordjylland, er der kun én fuldtidsansat tilbage på stedet.
- Resten er på deltid, ligesom der kun opslås deltidsstillinger. Det seneste år har der typisk været opslået deltidsstillinger på 32 - 34 timer. Det er en uskik for vi har en aftale om, at man skal sikre sig, at folk så vidt muligt skal have fuld tid, siger Peter S. Kristensen, formand for Socialpædagogerne Nordjylland.
Nogle arbejdsgivere er efter formandens mening ude efter større fleksibilitet i planlægningen ved at få folk på deltid.
- På nogle arbejdspladser er vi oppe på 90 procent af medarbejderne, der er på deltid. Vi kan være på vej ud i en daglejersituation, hvor et arbejdsområde bliver et andenrangs arbejdsmarked, der ikke er særligt attraktivt, siger Peter S. Kristensen.
Jørgen Hein (Rad. V.), rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, er for så vidt enig med fagforeningsformanden.
- Hvad siger til kritikken om, at I er ved at indføre et daglejerprincip?
- Jamen noget af det er nok berettiget, fordi vi skal få det til at hænge sammen med de folk, vi har og det antal kroner vi har, siger Jørgen Hein.
- Kan man ikke udnytte nedlagte stillinger til at gå efter fuldtidsstillinger, når man ansætter nye medarbejdere?
- Det kan jeg ikke vurdere på stående fod. Så godt er jeg ikke inde i medarbejdernes arbejdsforhold.
Jørgen Hein beklager, at nogle medarbejdere kommer til at miste mange penge ved at blive tvunget ned i tid.
- Jeg er ked af det. Det er ærgerligt, men jeg har det politiske ansvar og er nødt til at gøre noget ved det. Jeg kan ikke komme om et år og sige, at der desværre er underskud i vores forvaltning og at jeg gerne vil have nogle flere penge af byrådet, for det får jeg ikke, siger rådmanden.
For Lasse Munch er det er ærgerligt, når timerne fordeles på flere medarbejdere, for det går ifølge ham hårdt ud over borgere med autisme, som har svært ved at forholde sig mange forskellige mennesker.
- Nedsat tid betyder flere mennesker. Det giver måske mere fleksibilitet for vagtplanlæggeren, men det er en kedelig tendens både for ansatte og for de borgere, vi skal arbejde for, siger Lasse Munch.
Rådmanden erkender, at det er et problem, at arbejdsgivere og landspolitikere råber på mere arbejdskraft, mens nogle grupper tvinges ned i tid.
- Det er et kæmpeparadoks, men jeg har det problem, at jeg har ansvaret for økonomien i Ældre- og Handicapforvaltningen. Det skal hænge sammen, og det har betydet, at vi har måttet skære nogle ganske få timer på Viften i Vodskov, siger Jørgen Hein.
De få timer, tre timer hver uge, har dog voldsomme konsekvenser for en som Lasse Munch. Han er 48 år og har tyve år tilbage på arbejdsmarkedet.
- Det nærmer sig jo næsten en periode på to års fuld løn, som ikke kommer med i min pensionsberegning. Det er en alvorlig sag og ikke muntert at gå og tænke på, siger Lasse Munch.