Fyringsrunde hos Siemens føres ud i livet: 60 mister arbejdet

Sidste halvdel af fyringerne på Siemens Wind Power i Aalborg bliver i disse dage ført ud i livet.

Den store fyringsrunde hos Siemens Wind Power, der blev meldt ud i januar måned, bliver nu ført endeligt ud i livet.

Afskedigelsen af 150 medarbejdere blev varslet 12. januar, og en uge senere blev de første 73 medarbejdere prikket på skulderen og fik at vide, at de havde mistet deres job.

Det var fra starten varslet, at den sidste halvdel af fyringerne ville være med effekt fra 1. april, og nu er man på vindmøllefabrikken altså gået i gang med at føre fyringerne ud livet.

- Man er endt med at skulle sige farvel til 60 medarbejdere. Det skulle have været 75, men fordi der er en del, der har fået andet arbejde allerede, er det altså kun 60, der skal fyres, fortæller Per Hørby Pedersen, der er næstformand i 3F Aalborgs industrigruppe.

Han fortæller videre, at de første medarbejdere fik besked onsdag aften og at beskederne vil blive givet frem til søndag, hvor de sidste efter planen bliver informeret.

- Og så har vi på tirsdag et møde i 3F Aalborg for alle de fyrede om uddannelse og om at komme videre. Der er heldigvis andre skorstene, der ryger lige nu, så vi er relativt fortrøstningsfulde, fortæller Per Hørby Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland