Håndsrækning til hjertet: Ny forskning skal redde kvinders liv
Foto: Ritzau Scanpix
Et nyt forskningsprojekt skal se nærmere på sammenhængen mellem flere alvorlige sygdomme, for bedre at kunne udpege risikofaktorerne.
Er man så uheldig at blive ramt af en hjerte-kar-sygdom, så kan der måske også være øget risiko for at få en anden alvorlig sygdom - en udposning på legemspulsåren.
Og noget tyder på, at færre kvinder end mænd overlever sygdommen.
Men faktisk ved man ingen af delene med sikkerhed - og derfor vil et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitetshospital nu se nærmere på sammenhængen.
Ph.d.-projektet har modtaget 400.000 kroner i støtte fra Augustinus Fonden.
Vi ved ganske enkelt ikke nok om årsager og eventuelle sammenhænge mellem de to sygdomme (...) Desuden kan vi se, at kvinder med udposninger på legemspulsåren klarer sig dårligere end mænd.
Chalotte Winther Nicolajsen
Forskningen vil komme især kvinder til gode.
- Vi ved ganske enkelt ikke nok om årsager og eventuelle sammenhænge mellem de to sygdomme. Indførelsen af screening for udposninger har i mange lande ført til en lavere dødelighed relateret til udposningssygdommen, men ikke i den overordnede dødelighed. Desuden kan vi se, at kvinder med udposninger på legemspulsåren klarer sig dårligere end mænd og har højere dødelighed, siger speciallæge i karkirurgi og ph.d.-studerende ved Tromboseforskningsenheden på Aalborg UH, Chalotte Winther Nicolajsen, der skal stå for det nye studie.
Forskel mellem kønnene
I studiet vil Chalotte Winther Nicolajsen blandt andet undersøge, hvorfor det tilsyneladende primært er kvinderne, der er taberne, når det gælder udposningssygdomme.
Hun håber også på at kunne udpege de særlige risikofaktorer for kvinderne, så det bliver mere opmærksomme på faresignalerne.
- Ved at belyse risikofaktorer og aktuelle behandlingsstrategier, er det vores hensigt at øge fokus på potentielt betydende konkurrerende lidelser og suboptimal forebyggende medicinsk behandling, således at den generelle overdødelighed i patientgruppen på sigt kan sænkes, fortæller Chalotte Winther Nicolajsen.