Ikke længere kun for mænd: Efterspurgte nordjyske bukser lanceres i dag

Den nordjyske virksomhed har lavet et begrænset antal af den nye buksetype.

Forbrugerne har længe efterspurgt de berømte Perfect Pants fra Shaping New Tomorrow til kvinder, og nu sker det endelig.

Den nordjyske virksomhed lancerer nemlig bukserne til kvinder onsdag den 7. december. 

- Vi har arbejdet på dem i to år, da vores primær fokus er herretøj. Men vi valgte at arbejde i baggrunden med de her Perfect Pants til kvinder, fordi der var en enorm efterspørgsel, fortæller Christoffer Bak, der er Chief Innovation Officer i den nordjyske virksomhed, der for nyligt kunne meddele, at de skulle klæde VM-holdet på.

Skabt til kvinder

Onsdag vil det være muligt at prøve og bestille bukserne i alle butikkerne, mens de kan bestilles online dagen efter. 

- Der er 40.000, der har skrevet sig op til nyhedsbrevet for de her kvindebukser, så det virker til, at der er en stor interesse, og vi forventer, at der bliver købt en del, fortæller Christoffer Bak. 

Men står man nu som kvinde og drømmer om et helt sæt tøj og samme sortiment som herrerne fra den nordjyske virksomhed, så bliver man nok skuffet. 

- Det er vigtigt for os, at vi ikke mister fokus på kernen af vores forretning, som jo er at tilbyde tøj til hele herregarderoben. Det kommer vi ikke til at gøre med kvindetøjet. I stedet er det vigtigt for os, at tilbyde det bedste produkt og det bredeste sortiment i forhold til pasform og komfort, forklarer Christoffer Bak, og fortsætter:

- Derfor har udviklingen af produktet også taget lang tid, da vi har gennemført processen i samarbejde med 30 kvinder, der har testet dem uendeligt mange gange og er kommet med feedback, som vi har rettet til efter. Derfor er vi også overbevist om, at vi har et godt produkt. Men vi er spændte på den feedback, der kommer nu her efter salgene.


Seneste nyt

fra Nordjylland