Harmonikasammenstød, udslip af salpetersyre og blodige tilskadekomne: Stor øvelse er veloverstået
Se billeder fra øvelsen herover.
Mellem klokken 22.30 og 02.00 var tunnelen spærret.
Biler og lastbiler der smadrer sammen og ligger hulter til bulter på vejbanerne i Limfjordstunnelen i Aalborg, udslip af salpetersyre og en masse lemlæstede tilskadekomne.
Førnævnte var scenariet, som Nordjyllands Beredskab, Nordjyllands Politi, ambulancetjenesten, Aalborg Kommunes miljøvagt og Beredskabsstyrelsen mødte, da de afholdt øvelse tirsdag aften og natten til onsdag.
Vigtige læringspunkter
Nordjyllands Beredskab havde 16 personer indsat på opgaven, og disse blev undervejs trænet i at frigøre fastklemte og dernæst overdrage de tilskadekomne til ambulancetjenesten.
Derudover skulle de også sørge for at standse udslippet, inden det røg ned i tankene under tunnelen, og tilmed før det sev ned i fjorden.
- Øvelsen gik fint. Der er altid nogle læringspunkter efterfølgende. Der er som oftest noget omkring kommunikation, men denne gang var der også læringspunkter om, hvordan vi får brugt ventilationen nede i tunnelen, og desuden hvordan vi får sikret, at tilkørselsvejene er i orden, siger Diana Sørensen, der er direktør i Nordjyllands Beredskab, og som i går agerede chefvagt.
Øvelsen startede ved 19-tiden og var færdig klokken 01:30 natten til onsdag. Efterfølgende skulle der så ryddes op og evalueres på øvelsen.
De medvirkene
16 deltagere fra Nordjyllands Beredskab (Station Aalborg)
Miljøvagten for Aalborg Kommune – fire deltagere
Nordjyllands Politi – indsatsleder samt adskillige patruljer
Beredskabsstyrelsen i Thisted - 20 deltagere
Ambulancetjenesten – to lægebiler og fem-seks ambulancer
15 figuranter fra Hjemmeværnet