01:25

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

1 af 2

Kammeradvokatens monopol brudt: Nordjyske advokater skal nu håndtere nordjyske konkurser

De seneste 80 år har Kammeradvokaten haft monopol på opgaven som kurator, hvis en virksomhed i Danmark går konkurs og staten har penge til gode.

Når det kommer til håndteringen af nordjyske konkurser, er holdningen helt klar hos Preben Bang Henriksen.

Læs også Amanda fra Frederikshavn overtager bornholmsk konkurrent

- Det skal ikke være en københavnsk advokat, der rejser til Nordjylland for at sælge aktiver og hvad man ellers gør i et konkursbo, siger han.

Men de seneste mange årtier har det netop været praksis, når staten har haft penge til gode i en konkurs. Repræsentanter fra Kammeradvokaten med base i København har rejst hele landet rundt.

Det er sket hver gang staten, i form af Gældsstyrelsen, har haft penge til gode i et konkursbo - eksempelvis skat eller moms. Men det monopol er nu brudt.

Gældsstyrelsen, der altså tidligere automatisk gav kuratoropgaven til Kammeradvokaten, har ændret praksis. Fra nu af figurerer en række advokater fra hver retskreds i landet på en liste.

Og når der er behov for en kurator i en konkurssag, bliver en af dem kontaktet. Og den nye praksis er Henrik Willadsen godt tilfreds med.

- Det med at være kurator i et konkursbo er jo ikke raketvidenskab, fastslår han.

Læs også 24Nordjyske lukker og dagblade slås sammen

Han er advokat hos advokatfirmaet Willadsen & Mejlholm i Hjørring og har over 30 års erfaring i branchen.

Hvad er det I kan, som Kammeradvokaten ikke kan?

- Jamen, vi er lokale, siger han.

En konstatering, som måske kan lyde banal. Men ifølge både Henrik Willadsen og Preben Bang Henriksen er det netop lokalkendskabet, som gør, at eksempelvis nordjyske advokater er meget bedre rustet til at håndtere nordjyske konkurser.

For i en konkurssituation handler det for kurator om, at redde så mange penge i konkursboet som muligt.

Så hvis maskiner eller varelageret i en virksomhed skal sælges fra, er det en fordel med et solidt kendskab til lokalområdet, så man undgår at sælge aktiver fra til for lav en pris, lyder det i dag fra Preben Bang Henriksen.

Det er efterhånden syv år siden, at han begyndte kampen for at få ændret Kammeradvokatens monopol. I alt 277 advokater på landsplan er fra nu af med i ordningen.

Du kan læse mere om den nye ordning her.