Komponist bag Ole Henriksen-musical: Ambitionen er Broadway
Foto: Anders Ekström
Mathias Madsen Munch arbejder på at få opsat Ole Henriksen-musicalen "I Love It" i USA.
Holdet bag "I Love It" er i fuld gang med at oversætte musicalen til engelsk og forsøge at få den sat op i USA.
Onsdag er der premiere på musicalen "I Love It - In Concert" i Musikkens Hus i Aalborg. Her kan publikum opleve fortællingen om Ole Henriksen, fra barndommen i Nibe til internationalt anerkendt cremekonge i Los Angeles, tilsat sang og musik.
Komponisten bag musicalen, nordjyske Mathias Madsen Munch, er en af dem, der glæder sig rigtig meget til premieren. Lige nu knokler han sammen med resten af holdet for at få stykket til at sidde lige i skabet.
- Det har været nogle vilde dage og nogle rigtig gode dage. Der er stadig noget, der skal pudses af. Hele den visuelle identitet med et kæmpe grafisk show, lyd og lys, får vi først at se i sin fulde udstrækning til generalprøven onsdag formiddag. Men de musikalske prøver er gået godt. Både solister og orkester lyder fantastisk, så jeg glæder mig til onsdag, siger Mathias Madsen Munch, da vi fanger ham på telefonen på vej fra hjembyen Frederikshavn til Musikkens Hus i Aalborg.
Sammen med sine medforfattere til "I Love It", har Mathias Madsen Munch været i Nordjylland siden fredag for at få stykket klar til premieren. De har haft base i Frederikshavn, hvor Mathias er født og opvokset, inden han flyttede til København.
Som om Mathias Madsen Munch og resten af Remulus Entertainment, som udover Mathias Madsen Munch består af Claus Reenberg og Rasmus Lundgreen, ikke har nok at se til inden den nordjyske premiere, er de faktisk også i fuld sving med at få musicalen ud over landets grænser - faktisk hele vejen over atlanten til USA, og forhåbentlig til New Yorks teatercentrum, Broadway.
- Ambitionen er at få det til Broadway, og jeg tror, at det har potentialet til det. I første omgang vil vi dog gå efter at få den sat op i Los Angeles og bruge det som springbræt til Broadway, fortæller Mathias Madsen Munch.
Lige nu arbejder de på at få oversat hele musicalen til engelsk, og faktisk er der allerede udgivet to sange på engelsk. De blev indspillet i Los Angeles i marts, og amerikanerne er umiddelbart ret vilde med smagsprøverne på den danske musical.
- Musikken var anderledes end det, de plejer at høre, og det var mere rørende for dem. Der er noget med det nordiske islæt og den måde at spille melodierne på, som gør det anderledes, og det kunne de godt lide, fortæller Mathias Madsen Munch.
Han mener desuden, at musicalen med sine fortællemæssige elementer og den fascinerende historie om Ole Henriksen, der gik fra at være et anderledes barn i Nibe til at være en af stjernerne i Los Angeles, har lige hvad der skal til for at få succes "over there".
Holdet satser på at rejse til Los Angeles igen til februar for at arbejde videre mod en opsætning af "I Love It". Indtil da er der fuld fokus på at få oversat stykket, så det er lige til at gå til for den amerikanske musicalverden.
- Det gælder jo om at være helt klar, når mulighederne åbner sig, siger Mathias Madsen Munch.
I december 2016 mødte vi Mathias Madsen Munch. Se indslaget her: