Kræftpatienter kan få tatoveret nye brystvorter: - Man føler sig nærmest hel igen
To operationssygeplejersker har lært at tatovere brystvorter på brystkræftpatienter, der har fået fjernet et eller begge bryster.
Hanne Høver og Charlotte Folkersen har med deres nye tatoveringsevner hjulpet mere end 100 patienter med at få deres nye bryster til at se ud som den ægte vare.
Til dagligt er de operationssygeplejersker i Mamma- og Plastikkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, men nu kan de også kalde sig for medicinske tatovører.
- Patienterne giver udtryk for, at de føler sig mere kvindelige, og at det er deres egne bryster igen, når de ser sig i spejlet. Det giver mig følelsen af at have gjort noget godt på mit arbejde og glædet mange patienter efter mange års sygdomsforløb, siger Hanne Høver.
Jeg tænker ikke længere over, at det ikke er mine egne brystvorter
Merethe Ødgaard, tidl. brystkræftpatient
I dag ligger Merethe Ødgaard på briksen. Hun har været igennem otte års kræftforløb, hvor hun har fået fjernet begge sine bryster.
Nu er det tid til anden og sidste omgang tatovering af hendes nye rekonstruerede brystvorter.
- Nu har jeg haft lidt tid til at vænne mig til det, og jeg spekulerer ikke rigtig over, at det ikke er rigtige brystvorter. Men jeg føler mig på en måde hel igen, siger Merethe Ødgaard.
Skal ligne den ægte vare
Ofte har kvinderne fået genskabt en brystvorte af en lille hudlap på brystet, og den tatoverer Hanne og Charlotte, så den til forveksling ligner den ægte vare.
- Kvinder, der har fået rekonstrueret et eller begge bryster efter et langt brystkræftforløb, eller har fået fjernet brystkirtelvævet på grund af stor risiko for brystkræft, ønsker selvfølgelig, at deres nye bryst kommer til at ligne et så normalt bryst som muligt – og det hjælper vi med, siger Hanne Høver.
Selv hvis de ikke har fået lavet en egentlig fysisk brystvorte, er der hjælp at hente. De har nemlig lært, hvordan man med lys og skygge kan tatovere, så det giver en 3D-effekt - altså illusionen af en normal brystvorte.
Og for Merethe Ødgaard betyder det kosmetiske en hel del.
- I den periode hvor man går rundt med et nyopereret bryst uden farve, så det virker næsten spøgelsesagtigt. Det er lidt som et ansigt uden øjenbryn, siger hun.
Selvom en tatovering af en brystvorte kan synes kosmetisk og af lille betydning i forhold det store, livsomvæltende forløb, patienten ofte har været igennem forud, er der langt mere på spil end blot blæk mod hud.
- Det betyder noget – også mere, end patienten måske selv har været klar over. De har været igennem en masse, hvor deres bryster var ’allemandseje’, og når vi har tatoveret færdig, udbryder flere ”hvor er det fantastisk – nu er det jo mine egne bryster igen!”, mens de står med kæmpe smil og beundrer resultatet i spejlet, siger Charlotte Folkersen.
Tryghed ved sygeplejerskerne
Det er ikke uvæsentligt, at det nu er sygeplejersker, der ”sætter kronen på værket” med tatoveringsnålen.
Tidligere har man hyret en professionel tatovør ind til opgaven, og selvom denne har været dygtig, har vedkommende manglet den kliniske indsigt, som operationssygeplejersker som Hanne og Charlotte bidrager med.
- Vi ved, hvad patienterne har været igennem. På den måde bliver denne sidste procedure faktisk en del af behandlingen, fordi vi dels har kirurgisk indsigt og kan vurdere, om en protese har rykket sig, eller om der er suturrester, der generer, og bedre kan håndtere snakken med patienten og mærke, hvor hun er, siger Hanne Høver og fortsætter:
- Vi er med til at støtte patienterne i, at det er et flot kirurgisk resultat og give dem selvtillid til at vise sig selv frem igen, for eksempel over for kæresten eller ved gå i svømmehallen.
Også Merethe Ødgaard synes, det giver mening, at det nu er sygeplejerskerne, der står for sidste del af forløbet.
- De kan svare på nogle af de spørgsmål og bekymringer, man som patient sidder med, så det er rigtig betryggende, siger hun og fortsætter:
- Jeg tænker heller ikke, at der er mange, der vælger at få tatoveret brystvorter, med mindre det er strengt nødvendigt, så på den måde føler jeg mig tryg i, at de ved, hvad de har med at gøre.
Med sidste omgang tatovering er Merethe Ødgaards kræftforløb nu for alvor et lukket kapitel.
- Jeg tænker ikke længere over, at det ikke er mine egne brystvorter, som det var en gang, så jeg er fuldt ud tilfreds med resultatet.
Gennemfører forskningsprojekt på området
Lige nu er der ingen dansk evidens på området, og derfor vil der frem til udgangen af 2023 blive gennemført et forskningsprojekt, som blandt andre Lone Jørgensen, der er lektor i klinisk sygepleje, og Simon Østerman Pedersen, der er videnskabelig assistent ved Klinikkirurgig og Kræftbehandling, kommer til at stå for.
- Formålet er at undersøge, hvordan patientkarakteristika, operationsmetode og adjuvant behandling har sammenhæng med antallet af re-tatoveringer i en sygeplejerskeledet kontekst, siger Lone Jørgensen.
- Men vi vil også undersøge patienttilfredsheden og udforske de faktorer, der har betydning for patienternes oplevelse af at blive tatoveret og for deres body image. For hvad betyder det egentlig for dem at have noget, der ligner et normalt bryst, siger hun.
Sammen med Hanne og Charlotte bliver der dokumenteret alt fra, hvilke indgreb kvinden har været igennem til holdbarhed at tatoveringen, hudens tykkelse og om den har været udsat for både stråler og kemo.