Kritik af for få studiepladser: - Læger på Østerbro er en ringe trøst for dem, der mangler i Brønderslev
En del nordjyder risikerer at få langt til lægen, hvis ikke flere uddannes i Aalborg, vurderer dekanen på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Lars Hvilsted Rasmussen. Foto: Pia Beltoft
Medicinstudiet på Aalborg Universitet må formentlig endnu engang afvise flere hundrede ansøgere, selv om de fleste nordjyske kommuner er truet af lægemangel.
Aalborg Universitet er et populært sted at læse til læge.
I år har 1.982 søgt ind på medicinstudiet. 486 af dem har Aalborg som førsteprioritet.
Men universitet er kun normeret til 179 pladser, og derfor forventer dekanen, at man for andet år i træk tvinges til at afvise omkring 300 kvalificerede ansøgere.
Udover at skuffe de studerende, der havde håbet på at komme ind på drømmestudiet, kan de mange afvisninger også blive et problem for den almindelige nordjyde, mener dekanen på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
- Hvis vi skal dække det behov, der kommer i Nordjylland, med en stigende ældrebefolkning og flere kroniske sygdomme i fremtiden, er vi nødt til at have læger, der ønsker at arbejde og blive i Nordjylland. Og derfor skal de uddannes på Aalborg Universitet, siger Lars Hvilsted Rasmussen.
Jeg vil tage den med videre til vores ordfører, som så kan fremlægge det for regeringen
Bjarne Laustsen, nordjysk folketingsmedlem, Socialdemokratiet
Derfor har Aalborg Universitet anmodet Uddannelses- og Forskningsministeriet om en drøftelse af, om der bør tildeles flere end de nuværende 179 pladser. Allerhelst 250, som dekanen mener at have plads til.
- Vi bliver mødt med de argumenter, at prognoser siger, at der er læger nok i Danmark, når man ser på uddannelseskapaciteten. Men det ændrer jo ikke ved, at der er en regional lægemangel. Og at der er nok læger på Østerbro, er jo ikke nogen stor trøst for dem, der mangler en læge i Brønderslev.
Går ud over sundheden
Tallene vidner om, at der i fremtiden kommer til at mangle endnu flere læger, end der gør i dag.
Knap 70 procent af de praktiserende læger i Nordjylland har lukket for tilgang af nye patienter. Og det risikerer at gå ud over nordjyderne, frygter dekan Lars Hvilsted Rasmussen.
- Hvis ikke man har læger nok, får den enkelte borger langt til en læge, og det vil betyde noget for sundhedstilstanden, lyder det.
Derfor håber han på politisk forståelse for, at Aalborg Universitet fremover kan få opjusteret antallet af studiepladser i de blot halvandet år gamle bygninger ved det nye Universitetshospital.
- Vi er sikre på, at vi kan uddanne i en meget høj kvalitet – op til 250 studerende. Hos os får de en tæt tilknytning til den praktiske Verden, for vores bygninger har direkte adgang til det nybyggede Aalborg Universitetshospital, der delvist tages i brug til september.
Går til ministeren
I 2019 oprettede Uddannelses- og Forskningsministeriet 250 nye uddannelsespladser i hele landet for at imødegå manglen på læger.
Men der skal flere til lokalt, mener Aalborg Universitet, der altså håber på en positiv drøftelse med ministeriet efter sommerferien.
Hvis ikke man har læger nok, får den enkelte borger langt til en læge
Lars Hvilsted Rasmussen, dekan, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet
Drøftelser, som det nordjyskvalgte medlem af folketinget Bjarne Laustsen (S) gerne vil være med til at hjælpe på vej.
- Jeg vil tage den med videre til vores ordfører, som så kan fremlægge det for regeringen og sige, at der er et stort ønske. Men det er også vigtigt, at der er et lokalt engagement fra regionen, for det er dem, der skal ansætte lægerne efterfølgende. Men også fra universitetet – at de siger: Vi har muligheden for at gøre noget her. Og så kigger man på, om de 179 er de rigtige – eller om vi skal op på 250, lyder det.
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar til sagen fra regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Den 26. juli afgøres det hvilke ansøgere, der får de 179 pladser på medicinstudiet på Aalborg Universitet.