Kunder og butikker klager: 30 minutters parkering er for lidt

Foto: Per Frank Paulsen

Det gør ondt på både de erhvervsdrivende og kundernes pengepung, at de normale to timers parkering er reduceret til 30 minutter i det meste af Aalborg. Nu vil rådmand finde en løsning.

Det var meningen, at de nye regler for parkering i Aalborg skulle give større udskiftning og dermed flere ledige parkeringspladser i byen. Men de 30 minutter, det nu er tilladt at parkere mange steder, er simpelthen for lidt.

Sådan lyder det fra både kunder og erhvervsdrivende, som har været vant til to timers gratis parkering.

- Det er jo slet, slet ikke nok. Nu for mit vedkommende har jeg været til først en halv times behandling og så en times pilates, og så skal der være tid til lidt omklædning og bad. Så der er brug for at kunne parkere i minimum to timer, vil jeg sige, lyder det fra Anette Bronton, der bor i Aalborg.

Tidligere var det da også muligt at parkere to timer ad gangen i det meste af Vestbyen. Men med de nuværende kun 30 minutter oplever de erhvervsdrivende, at kunderne søger andre steder hen.

Læs også Håndværkere: Vi kan ikke finde parkeringspladser i Aalborg

- Nogle af dem oplever simpelthen, at folk siger til dem, at det er sidste gang, de kommer der. De kan ikke nå at blive klippet på 30 minutter, så derfor kører jeg et andet sted hen og bliver klippet næste gang, forklarer Thomas Krarup, (K), rådmand i Aalborg Kommune. 

Også for folk i andre ærinder spænder 30 minutters-reglerne ben. Cecilie Kronborg Kjær er bloddonor, men hun oplever, at hun kan komme af med andet end bare blod ved at parkere i Vestbyen.

- En halv time er aldrig nok. Så skal jeg løbe herover igen bagefter, siger Cecilie Kronborg Kjær på vej til sygehuset.

Men der findes også erhvervsdrivende, der oplever den fordel, der var baggrunden for de nye parkeringsregler. Det gør blandt andet Claus Jørgensen, der er indehaver af Aalborg Rammegalleri i Vendelbogade. 

Læs også Kommuner tjener millioner på parkering

- Jeg synes, det er godt, for mine kunder har jo brug for måske et kvarter eller 20 minutter, og inden det blev lavet om, stod alle folk herinde og skældte mig ud, fordi de ikke kunne holde nogen steder. Det var jo gratis at parkere i to timer, og der var altid fyldt op, siger Claus Jørgensen.

Rådmand Thomas Krarup vil nu forsøge at finde et brugbart kompromis for parkering i Vestbyen.

- Det kan for eksempel være en times gratis parkering, eller det kan være gratis parkering i 30 minutter, hvor man så får mulighed for at tilkøbe mere tid, foreslår Thomas Krarup.

02:14

Flere kunder og erhvervsdrivende er utilfredse med Aalborg Kommunes nye parkeringsregler.

Luk video

Forsiden lige nu