Kunstig intelligens skal gøre matematik mere spiseligt

Forskere fra Aalborg Universitet skal designe et undervisningsforløb med kunstig intelligens. Målet er at gøre matematik mindre afkoblet fra elevernes virkelighed.

Integraler, differentialregning og vektorer er for mange det rene volapyk. Nu skal et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet gøre matematikken mere spændende og få flere gymnasieelever til at interessere sig for matematik og statistik.

Projektet går ud på at lave undervisningsforløb, som skal lære eleverne matematikken bag kunstig intelligens.

quote Hvis de forstår, hvordan det hele ser ud i maskinrummet, gør det det også lettere for dem at forholde sig kritisk til information, der er skabt ved hjælp af kunstig intelligens.

Torben Tvedebrink, Aalborg Universitet

- Kunstig intelligens består af en masse algoritmer og modeller, hvor der indgår en masse forholdsvis simpel matematik i. Den matematik lærer eleverne allerede i gymnasiet, og med den her undervisningspakke får de en forståelse for, hvordan matematikken fungerer i den virkelig verden, siger Torben Tvedebrink fra Institut for Matematiske fag ved Aalborg Universitet.

Han og kollegerne Lisbeth Fajstrup og Mikkel Meyer Andersen har fået knap seks millioner kroner i støtte til projektet ”AI – Aalborg Intelligens” fra Novo Nordisk Fonden.

Eleverne skal ind i maskinrummet

I projektet skal forskerne lave en pakkeløsning, som matematiklærere i gymnasiet kan inddrage i undervisningen. Pakken går ikke ud over det normale pensum.

I pakken er der blandt andet skriftligt materiale, der forklarer matematikken bag kunstig intelligens og en web-baseret platform, hvor eleverne kan arbejde med de matematiske værktøjer, som kunstig intelligens er bygget op af.

quote Jeg håber også, at projektet kan give elever en større interesse for matematik, når de nu kan se, hvordan det er integreret i noget, som de hører om næsten dagligt.

Torben Tvedebrink, Aalborg Universitet

- Hvis de forstår, hvordan det hele ser ud i maskinrummet, gør det det også lettere for dem at forholde sig kritisk til information, der er skabt ved hjælp af kunstig intelligens, siger Torben Tvedebrink.

Fem Aalborg-gymnasier er med

Fem gymnasier i Aalborg er med i udviklingen er projektpakken, som efterfølgende skal testes og justeres, før den bliver tilgængelig for alle matematiklærere på landets gymnasier.

- Jeg håber på, at nogle elever vil fatte interesse for udvikling af kunstig intelligens, statistik og programmering, som, jeg selv synes, er enormt spændende. Men jeg håber også, at projektet kan give elever en større interesse for matematik, når de nu kan se, hvordan det er integreret i noget, som de hører om næsten dagligt, siger Torben Tvedebrink.

Projektet er sat til at vare fire år.


Seneste nyt

fra Nordjylland