Landmand handlede hurtigt, da kornmarken brændte
Foto: Mick Knive Anderson
Det varme vejr ser ud til at spare landmændende for store summer til tørring af korn.
Landmanden, som var i gang med at høste, handlede hurtigt, da branden brød ud, og det lettede beredskabets arbejde betydeligt.
En landmand på Nørkærsvej ved Storvorde måtte onsdag se en stor del af sin kornmark gå i brand, mens han var i gang med at høste. Derfor skyndte han sig at ringe efter hjælp. Inden branden blev slukket havde den spredt sig til et stort område, og noget af marken var allerede helt udbrændt, da beredskabet nåede frem.
- Ilden nåede cirka at sprede sig til et område på 100x200 meter, lyder det fra indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab Søren Korsgaard.
Brandbælte inddæmmede ilden
Indsatslederen formoder, at landmandens mejetærsker måske havde ramt ind i en sten eller noget andet, hvilket så kan have startet branden. Ilden brød ud på et sted, hvor landmanden endnu ikke havde nået at høste, og af den grund spredte den sig lynhurtigt.
- Når kornet står op, og det ikke ligger sammen og så kompakt, så er der luft imellem, og så går det stærkt, siger Søren Korsgaard.
Landmanden havde en traktor med plov, og den brugte han til at rydde et kornområde og dermed lave et brandbælte, der kunne inddæmme ilden.
Det betød, at ilden havde sværere ved at sprede sig, og beredskabet kunne derfor hurtigt få branden stoppet.
Forventer lignende tilfælde
Grundet det tørre vejr regner indsatslederen med, at Nordjyllands Beredskab bliver kaldt ud til lignende tilfælde de kommende dage. I den forbindelse er håbet, at de øvrige landmænd er lige så velforberedte, hvis uheldet skulle være ude.
- Landmændene vil gerne have høsten ind, mens det er tørt, så det optimale scenarie er, at de har en traktor med plov stående, så de er klar til at lave et brandbælte, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Søren Korsgaard.
Ingen personer er kommet til skade som følge af branden.