Mads vil gerne kunne stige på toget i sin hjemby - nu er kommunen klar med 15 millioner til nyt trinbræt
Der er behov for et trinbræt i området Tylstrup, Vestbjerg og Sulsted. Det mener et flertal i Aalborg Byråd, som nu er klar til at medfinansiere et ekstra togstop.
Borgerne i Sulsted kan tre gange i timen se toget mellem Brønderslev og Lindholm suse forbi uden at stoppe.
Det er til stor undren og irritation for flere af dem - blandt andre Mads Holm Uglehøj, der bor i byen sammen med sin familie.
- Jeg synes bare, vi skal have et trinbræt her, og jeg har ikke hørt fra hverken politikere eller borgere, at det skulle være en dårlig idé, siger Mads Holm Uglehøj, som tilføjer, at der bare ikke er sket noget som helst i sagen, der senest var fremme i TV2 Nord for otte år siden.
Se eller gense TV2 Nords indslag fra 2013 her:
- Jeg synes, vi er blevet syltet gang på gang. Det er som om om, at når der er valgkamp, så står politikerne frem og siger, at det er god idé, men så går det ligesom i glemmebogen igen, tilføjer Mads Holm Uglehøj.
- Det er ikke valgkampagne
Aalborg Kommunes borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) slår fast, at det ikke handler om valgkampagne, når han nu med et flertal i ryggen i byrådet står frem og fortæller, at man fra kommunens side gerne vil have et trinbræt på den pågældende togstrækning.
- Vi har netop afsat 15 millioner kroner i budget 2022 til at medfinansiere et trinbræt, så hvis man fra regionens side siger, at det vil man gå videre med, så er vi fra kommunens side også klar til at medfinansiere det, siger han.
- Det er normalt ikke noget, vi går ind i, da jernbanedrift ikke er vores område, men vi synes, man fortjener et trinbræt der, så derfor vil vi gerne medfinansiere, siger Thomas Kastrup-Larsen og tilføjer, at kommunen gerne vil promovere den grønne mobilitet, og samtidig vil det kunne tage lidt af presset for trafikken gennem tunnelen.
Tre byer i spil om trinbræt
Om det lige bliver i Sulsted, toget kommer til at stoppe, vil borgmesteren dog ikke garantere.
- Jeg synes, vi skal få lavet et trinbræt nord for fjorden. Man kan se, at byerne Tylstrup, Sulsted og Vestbjerg vokser som byer. Og vi skal have flere mennesker til at bruge den kollektive trafik, så det vil være rigtigt godt, hvis vi kunne give mulighed for tog, siger Thomas Kastrup-Larsen.
En undersøgelse foretaget for to år siden viser, at der kan være behov for et trinbræt, men undersøgelser peger ligesom borgmesteren ikke på, hvilken af de tre byer, der vil være det oplagte sted for toget at standse.
Derfor vil de lokale politikere i Aalborg Byråd gerne have undersøgt sagen nærmere og have foretaget en undersøgelse, der viser, hvor et trinbræt vil være mest gavnligt.
Vil kunne undvære bil nummer to
Et trinbræt i Sulsted ville gøre det nemmere for Mads Holm Uglehøj og hans familie, der dagligt pendler til og fra Aalborg - dels i to biler og dels i bus.
Han har selv 18 kilometer på arbejde, og det tager ham tre kvarter om morgenen at køre den strækning. Det ville kunne gøres betydeligt hurtigere, hvis han kunne stige på et tog og dermed undgå den tætte morgentrafik i og omkring Aalborg.
- Hvis der kom et trinbræt i Sulsted, ville vi kunne undvære det ene bil, og det vil jo være absolut at foretrække i forhold til miljø- og klimabelastning, men det ville også spare os for mange timer i kø på vejen til Aalborg hver uge, siger Mads Holm Uglehøj.
Kommunen lægger pres på regionen
Aalborg Kommunes borgmester spiller nu bolden videre til politikerne i regionsrådet i Region Nordjylland.
- Jeg kan godt forstå, at borgerne er frustrerede over, at der ikke er sket noget endnu, men det er sådan, at man skal have politikerne i regionsrådet til at prioritere det, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Når politikerne i Aalborg Byråd nu har afsat 15 millioner kroner til at medfinansiere et trinbræt, så håber borgmesteren, det vil gøre indtryk og sætte aftryk hos regionens politikere.
- Vi sætter pengene af for at lægge et yderligere pres på regionen. Og når vi på den måde lægger hånden på kogepladen fra kommunens side, så er det fordi, det er en reel udfordring og noget, der kan få flere til at tage toget, fastslår borgmesteren.
Regionen tager trinbræt op igen
Fra Region Nordjyllands side lyder meldingen, at den analyse, som regionen tilbage i 2019 fik udarbejdet, fastslår, at eksisterende passagerer ville tabe i transporttid på grund af det ekstra stop ved trinbrættet, mens nye passagerer ved trinbrættet ville vinde. Samlet set konkluderede man, at der ville være tale om nettotab.
Derudover påpeger Region Nordjylland, at der på grund af tekniske udfordringer som spor og signalsystemer ikke ville kunne etableres et trinbræt før 2024 eller 2025.
Efter det er kommet frem, at Aalborg Kommune ønsker at give økonomisk støtte til et eventuelt trinbræt i en af de tre byer, vil regionen dog tage sagen op igen.
"På baggrund af den politiske beslutning som Aalborg Kommune nu har truffet for sit vedkommende, jævnfør kommunens budgetforlig for 2022, vil sagens tekniske og økonomiske indhold på ny blive drøftet mellem de fire involverede parter, hvorefter sagen kommer til politisk behandling i Udvalg for Regional Udvikling den 23. november og efterfølgende til drøftelse i regionsrådet", skriver Region Nordjylland i en mail til TV2 Nord.
De involverede parter er ud over regionen og Aalborg Kommune, Nordjyllands Trafikselskab og Nordjyske Jernbaner.
- En simpel opgave
Hjemme i Sulsted forstår Mads Holm Uglehøj ikke, at der fra politisk side ikke sker noget nu og her, da det set fra hans side er en rimelig simpel opgave.
- Vi beder jo ikke om en ny togbane, siger han.
Han ser frem til, at politikerne igen vil tage sagen op, men frygter, at der vil gå konkurrence i den mellem Sulsted, Vestbjerg og Tylstrup.
Mads Holm Uglehøj mener dog, at Sulsted i den forbindelse har en trumf.
- I Sulsted har vi sporskifte-system og de spor, der skal til, fastslår han.