Moderaterne i debat med klimaaktivist: - De unge har mere viden på det her område

Den Grønne Omstillingsbevægelse køber ikke præmissen om, at klimakrisen bliver mindre vigtig af udfordringer som krig og inflation.

På Nytorv i det centrale Aalborg er der fuld gang i valgkampen den sidste fredag i efterårsferien.

Her står Socialdemokratiet med bannere og deler flyers ud, mens Moderaterne er mødt op med valgplakater, merchandise og... cykler. I klimaets tegn. 

-  Klimadagsordenen er ekstrem vigtig, lyder Kristian Klarskov, som er spidskandidat for Moderaterne i Nordjylland. Også selvom det nye parti endnu ikke har fremlagt sin klimapolitik. 

Som noget helt særligt i dag, er også Den Grønne Ungdomsbevægelse til stede på torvet.  

De er en sammenslutning af unge mennesker, som ikke har tilknytning til nogen partier, men generelt vil fremme den grønne klimadagsorden, hvorfor de i dag står med bannere og megafon, klar til at demonstrere side om side med politikerne. 

- Den grønne dagsorden er virkelig vigtig, for vi står midt i en klimakrise, hvor vi skal have akut handling nu, for at kunne leve op til vores målsætninger, siger klimaaktivist Jens Emborg Bünemann og uddyber: 

- FN siger, at vi skal have de globale udledninger til at toppe i 2025, for at kunne leve op til Paris-aftalen. Derfor skal den kommende regeringsperiode fokusere på at levere akut klimahandling nu og arbejde intenst på det de næste to år, lyder det. 

quote Selvfølgelig skal vi gøre løsningen på klimakrisen socialt retfærdig og kompensere dem, der mister arbejdspladser og har det trængt. Vi skal lægge vores forbrug om og sænke det i stedet

Jens Emborg Bünemann, klimaaktivist, Den Grønne Ungdomsbevæglse

Det er Kristian Klarskov som spidskandidat for et parti, der står til at få en helt del pladser i det nye folketing, klar på: 

- Vi er så ungt et parti, at vi ikke har fået vores fulde klimaplan lagt frem endnu, men vi vil se på de muligheder, der er for ikke bare at læne os tilbage og vente. Det kan vi se på, ved at lytte til de unge mennesker, der har klima på dagsordenen. De har ofte en meget større viden om det her område, end vi har som helt almindelige politikere, siger han. 

Klima på pause

Den høje inflation og krig i Europa har medført, at klimadagsordenen politisk er røget lidt i baggrunden. 

Den Grønne Ungdomsbevægelse køber ikke præmissen om, at klimakrisen bliver mindre vigtig af, at der er andre udfordringer. 

- Klimakrisen bliver kun mere akut, jo længere vi venter. Det er positivt i forhold til sikkerhedspolitiken, at sætte turbo på den grønne omstilling, siger Jens Emborg Bünemann. 

- For eksempel kunne man jo stoppe de fosile infrastrukturprojekter og frigøre hænder til den grønne omstilling og udbygning af vedvarende energi. Så klimapolitik er både godt for, at vi bliver fri for gas fra Putin og Rusland, men samtidig kan vi sænke elregningen, så det bliver nemmere for danskerne at betale deres regninger, lyder det. 

Det er Kristian Klarskov enig i.

- Men der skal også være balance i tingene. Vi står jo i en situation nu, som vi ikke havde regnet med for et år siden. Derfor bliver vi jo nødt til, at have det med i betragtning, siger han. 

Men man skal ikke gå ud fra, at man fra den ene dag til den anden kan lave de nødvendige tiltag, mener Den Grønne Ungdomsbevægelse: 

- Den grønne omstilling skal jo ske over længere tid. Vi har vidst, at den her krise har eksisteret i omkring 40 år, og har ikke gjort nok. Derfor skal vi sætte gang i det her og nu. Og der er vi bekymrede for, at et nyt parti som Moderaterne stiller op uden en konkret klimapolitik, som kan få os i mål med Paris-aftalen. Vi har brug for nogle konkrete forslag, lyder efterspørgslen fra Jens Emborg Bünemann.

Og de forslag kommer snart, ifølge Kristian Klarskov: 

- De skulle være kommet her nu, men der er lige kommet et valg i vejen, så det skal vi have overstået først. 

Konkret klimapolitik

Fordi Moderaterne ikke har præsenteret deres klimapolitik, føler Jens Emborg Bünemann heller ikke, at en kandidat som Kristian Klarskov kan varetage de interesser, som Den Grønne Ungdomsbevægelse ønsker kommer højest på dagsordenen: 

- Det virker lidt symptomatisk, at han siger, at der er kommet et valg i vejen for at fremlægge klimapolitik. Det er jo netop nu, partierne skal vise, hvad de vil gøre klimapolitisk, siger han og uddyber: 

- Moderaterne opstår midt i klimakrisen, og alligevel har de ikke en konkret klimapolitik. Jeg mener, det er en dårlig undskyldning, at der er kommet et valg i vejen.

Til det svarer Kristian Klarskov: 

- Vi er kun fire måneder gamle, og vil ikke komme med en nødløsning på en tilfældig klimaplan og efterligne de andre partier. Vi kommer med nogle konkrete forslag, som er rigtig spændende, men I er altså lige nødt til at vente.


Seneste nyt

fra Nordjylland