Naboer til motorbane raser over Aalborg Kommune
En gruppe naboer til en motorbane ved Dall sydvest for Aalborg er godt og grundigt frustrerede over Aalborg Kommune. De mener, at kommunen ikke har levet op til sit ansvar i forhold til at sikre, at banens placering og bygninger er lovlige.
Jette Rytter er en af de nærmeste naboer til motorbanen ved Dall. Blot 400 meter natur i form af skov og græsmarker er der mellem hendes hus og banen. Hun er en af 30 naboer til motorbanen, som efterhånden er godt trætte af Aalborg Kommunes forvaltning af lovgivningen i forhold til motorbanen.
- Det er helt forkasteligt, siger hun og uddyber:
- Kommunen skal jo lovliggøre ulovlige forhold. Og det er deres egen grund. At de ikke selv har været opmærksomme på det, synes jeg, er urimeligt.
Det, som Jette Rytter taler om, er gravhøje. Nærmere betegnet fem af slagsen, som ligger klods opad motorbanen ved Dall. Men ifølge naturbeskyttelsesloven skal der være minimum 100 meters fredet terræn omkring en gravhøj. Det er dog langtfra tilfældet ved motorbanen, som er ejet af Aalborg Kommune.
- Cirka halvdelen af banen ligger indenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen til gravhøjene, fortæller Lisbeth Kristiansen, der også bor nabo til motorbanen.
Manglende tilladelser og dispensationer
Men hvis man skal anlægge for eksempel en motorbane, kræver det en dispensation, hvis den skal løbe mindre end 100 meter fra en fredet gravhøj – og altså i dette tilfælde fem fredede gravhøje. Men selvom banen har eksisteret i årtier, er der ifølge Jette Rytter og Lisbeth Kristiansen aldrig givet dispensation til den del af banen, som ligger for tæt på gravhøjene.
- På kommunens grund ligger en motorbane, som selvfølgelig har ligget der i mange år. Men kommunen er både forpligtet til at få bragt ulovlige forhold i orden, og til at værne om og beskytte vores fortidsminder, siger Lisbeth Kristiansen, der har boet nabo til motorbanen siden 1979.
Samtidig er der, ifølge naboerne til motorbanen, igennem årene blevet opført flere ny- og tilbygninger på banens areal – og flere af dem indenfor området, som ligger for tæt på gravhøjene. Den slags kræver både byggetilladelser, landzonetilladelser og i enkelte tilfælde dispensationer fra naturbeskyttelsesloven. Men ifølge naboerne er der hverken givet tilladelser eller dispensationer til de nye byggerier.
- Ifølge de oplysninger, som vi har fået fra kommunen, er der ingen af dem, der er lovlige, siger Lisbeth Kristiansen.
Foreningen bestående af de 30 naboer til motorbanen har ad flere omgange klaget til Aalborg Kommune. I et notat dateret den 23. marts i år vurderer kommunens by- og landskabsforvaltning, at en række byggerier på banens areal er opført uden byggetilladelse – og i enkelte tilfælde uden en nødvendig dispensation fra naturbeskyttelsesloven.
Nogle vil jo nok sige: ’Herregud, det er bare nogle gravhøje’?
- Ja, men vi skal jo bevare vores fortidsminder. Det er derfor reglerne er blevet lavet. Det er derfor man har lavet loven omkring fortidsmindebeskyttelseslinjer, siger Jette Rytter.
I klippet nedenfor kan du høre, hvad den ansvarlige rådmand for By- og Landskabsforvaltningen ved Aalborg Kommune, Jan Nymark Thaysen (V), siger til kritikken fra motorbanens naboer: