Nordjysk psykiatridirektør skal afdække forløbet omkring skyderiet i Fields

Det bliver en nordjyde, der skal stå i spidsen for den task force-gruppe, som skal afdække forløbet omkring skyderiet i shoppingcentret Fields i København.

Det bliver psykiatridirektør i Region Nordjylland Tina Gram Larsen, der får til opgave at se på, om Region Hovedstadens Psykiatri kunne have gjort mere for den gerningsmand, der 3. juli dræbte tre personer og sårede flere i et skyderi i shoppingcentret Fields i København.

En task force-gruppe på i alt fem lægefaglige personer skal stå for en dybdegående faglig afdækning af forløbet i Region Hovedstadens Psykiatri forud for skyderiet i Fields.

Det skriver Sundhedsministeriet og Region Hovedstaden i en pressemeddelelse. 

- Vi kan ikke bare lade hændelsen i Fields passere, uden at vi grundigt får undersøgt, om vi indenfor psykiatrien kunne have gjort noget anderledes, siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Arbejdet med afdækningen sker i en task force-gruppe bestående af ledelsesrepræsentanter, faglige eksperter, eksterne parter samt relevante myndigheder. 

Hjælp udefra

Region Hovedstaden har bedt den nordjyske lægefaglige direktør i psykiatrien, Tina Gram Larsen om at sidde for bordenden. 

- Det er en god idé, at de er gået til andre regioner med en opgave som denne. På den måde kan vi komme så godt rundt om hændelsen som muligt, siger Tina Gram Larsen.

Afdækningen skal også omfatte eventuelle utilsigtede hændelser, klager og lignende i den del af Region Hovedstadens Psykiatri, som den formodede gerningsmand har haft kontakt til.

- Det er vigtigt, at vi får kompetent hjælp udefra. I en så alvorlig sag som denne, er der brug for friske, faglige øjne på den måde, tingene har været gjort, siger Peter Westermann (SF), formand for social- og psykiatriudvalget i Region Hovedstaden. 

Endelig rapport i næste måned

Task force-gruppen forventer at kunne levere deres konklusioner allerede i september. 

- Det er et vigtigt og interessant stykke arbejde, for det er enormt vigtigt, at vi får alt læring ud af forløbet, siger Tina Gram Larsen, psykiatridirektør i Region Nordjylland.

Parallelt med task force-arbejdet har Region Hovedstadens Psykiatri iværksat en grundig patientsikkerhedsanalyse af forløbet, ligesom de har kontaktet Styrelsen for Patientsikkerhed, der overordnet har ansvaret for danskernes patientsikkerhed.


Seneste nyt

fra Nordjylland