Ny app giver Mogens tryghed med ét tryk
Et enkelt tryk på en knap skal nu gøre hverdagen mere tryg for nordjyske ældre. Med en ny app kan ældresagen holde øje med, om de tilmeldte ældre er live. For 78-årige Mogens Winther-Rasmussen og hans pårørende gør det lille tryk en kæmpe forskel.
Med en ny app kan Ældresagen Aalborg holde øje med, om de tilmeldte ældre er live.
Tryk dig tryg - det er navnet på appen, hvor Aalborg Kommunes ældre nu kan trykke sig til tryghed.
I cirka et år har Mogens Winther-Rasmussen været med til at teste appen, som giver både ham og hans familie i København en tryghed for, at han ikke en dag er faldet - eller i yderste konsekvens har stillet træskoene, uden det bliver opdaget.
- Altså man ved jo ikke, under hvilke vilkår, man kommer herfra. Det er jeg ikke bange for. Men jeg er da bange for ikke at blive fundet, hvis der skulle ske noget, siger Mogens Winther-Rasmussen.
Han er 78 år og har forhåbentlig mange år endnu, men sygdom har sat sine spor i hans liv, og derfor er han glad for nu at kunne bruge appen, som er en service fra Ældresagen i Aalborg.
Jeg synes, det er en rar fornemmelse, at jeg hver morgen lige kan sige: 'Jeg er fit for fight i dag'
Mogens Winther-Rasmussen
Glemte tryk
Hver dag skal de ældre, som er tilmeldt servicen, åbne appen og trykke på dagens registrering inden klokken halv ti om formiddagen.
Hvis det ikke sker, får de et opkald fra en af Ældresagens frivillige.
- Det fungerer brandgodt. Der er jo alvor bag det, men det gør også at vores tryghedstjeneste er vigtig, siger Leif Fuglsang, der er frivillig hos Ældresagen.
Lykkes det ikke at få fat i den ældre borger med et opkald, kontaktes de pårørende, som personen har opgivet - i Mogens' tilfælde en nabo, der har nøgle til lejligheden - sekundært kontaktes kommunen og i sidste ende politiet.
I de fleste tilfælde er der dog heldigvis tale om en forglemmelse.
- Jeg har ude på min køleskabsdør sat en lille seddel på, ”husk at trykke” står der, altså det går da fint, hvis Leif synes, det er fint med to forglemmelser på et år, siger Mogens Winther-Rasmussen med et smil.
Ifølge de to seniorer skulle appen være ganske nem at bruge. Den har to funktioner: Det daglige tryk og muligheden for i en periode at vælge servicen fra, hvis man for eksempel er bortrejst.
- Appen er lavet sådan, at den er meget intuitiv. Vi hjælper dem med at få appen på deres telefon, vi prøver den af, og de kan se, at det virker i systemet, siger Leif Fuglsang.
Selvom Mogens Winther-Rasmussen både har venner og familie og masser af planer om højskoleophold og rejser, er appen en tryghed i hverdagen.
- Jeg synes, det er en rar fornemmelse, at jeg hver morgen lige kan sige: 'Jeg er fit for fight i dag'. Og så sker der sådan set ikke mere end, at jeg er registreret inde ved ældresagen, siger Mogens Winther-Rasmussen.
Indtil videre er det dog kun muligt at bruge appen i hverdagene, men hvis det lykkes at skaffe flere frivillige, er det intentionen, at appen skal fungere i weekenden også.