Pendlerplads får den store tur: Udvides og moderniseres

Det skal være lettere at stille bilen og komme ind i byen.

Samkørselspladsen ved Th. Sauers Vej i Aalborg Øst står overfor en omfattende renovering. Pladsen skal nemlig gøre det lettere at skifte transportform, når besøgende skal til og fra Aalborg. 

Det primære fokus for projektet er at skabe en optimeret skiftezone for både samkørsel, busser, cykler og eventuelt el-løbehjul. Formålet er at styrke fremkommeligheden på vejene samt skiftet til en grønnere og mere bæredygtig transportform.

knudepunkt 2
Foto: Illustration: Vejdirektoratet


Dertil kommer det, at pladsen udvides, så der er plads til både kort- og langtidsparkering. Og der vil være mulighed for at lade el- og hybridbiler. 

- Vores forhåbninger med det nye og udvidede knudepunkt er både at skabe en bedre gennemstrømning af trafikken ind og ud af Aalborg og styrke en mere bæredygtig mobilitet. Derudover har vi et stort fokus på, at det skal være et rart og trygt sted at opholde sig, fortæller Nikals Hovmøller Sørensen, der er projektleder i Vejdirektoratet som sammen med NIRAS står for at lave det nye knudepunkt. 

Den hyggelige og trygge stemning vil Vejdirektoratet forsøge at skabe ved at etablere rekreative områder med borde og bænke, grøn beplantning og belysning af hele knudepunktet.

knudepunkt 3
Foto: Illustration: Vejdirektoratet

Derudover lægger Vejdirektoratet op til, at det skal være muligt at købe en kop kaffe og afhente pakker. Disse muligheder afhænger dog af, hvem der byder ind på opgaven.

INFORMATIONSMØDE

Borgere og brugere af samkørselspladsen/knudepunktet kan deltage i et informationsmøde i februar, hvor planen bliver præsenteret.

Anlægsopgaven sendes i udbud i februar, og planen er, at arbejdet skal begynde i marts og vare til slutningen af 2023.



Seneste nyt

fra Nordjylland