Pirates, Aalborg Håndbold eller AaB: Hvem er hurtigst på one mile?
Der var lagt op til konkurrence, da repræsentanter fra Aalborgs bedste sportshold løb om kap til Royal Run.
Den helt store hovedperson ved dette års Royal Run i Aalborg var uden tvivl Kronprinsesse Mary. Men andre kendte sportsfolk fra Nordjylland var også dukket op.
Blandt dem var badmintonparret Christinna Pedernse og Kamille Rytter Juhl, der havde taget deres fem måneder gamle datter, Molly, med på ruten.
Derudover var nogle af de bedste klubber på herrersiden af nordjysk idræt også repræsenteret. For der var aftalt konkurrence mellem Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates og fodboldspillerne fra AaB på one mile-distancen.
Fra Aalborg Håndbold var det blandt andet guld-træner, Stefan Madsen, og U16-træner Benjamin Batsberg, der stillede op.
- Når man nu ser de AaB-folk derovre, det er jo nogle gamle mænd, så dem skulle vi nok kunne løbe fra, fortæller Benjamin Batsberg, da han ser, at det AaB stiller med sportsdirektør, Allan Gaarde, de nu fodboldpensionerede Rasmus Würtz og Kasper Risgård samt tidligere spiller og assistenttræner, Thomas Augustinussen.
- Jeg tror, det er meget godt, at det er os, der løber frem for de unge spillere ude i AaB. Så jeg forventer, at Risgård vinder, og så kommer jeg i hælene på ham, spåede Thomas Augustinussen, inden direktør i Aalborg Pirates, Thomas Bjuring, skubbede favoritværdigheden langt væk fra ishockeyspillerne, der er mere vant til skøjter end til løbesko.
- Nu er de jo vant til at løbe, og vores folk har skøjter på fødderne til dagligt, så det bliver hårdt at konkurrere mod løbere.
Og det gik faktisk fuldstændig som Augustinussen havde spået. Første mand over målstregen blandt de nordjyske sportsfolk blev nemlig Kasper Risgård.
- Det var hårdt. Du skal jo regne med, at der var nogle ude at drikke i går, så de løber nok ikke så hurtigt i dag, lød det fra Kasper Risgård med henvisning til, at Aalborg Håndbold havde været ude at fejre, at de sikrede sig sejren i den danske håndboldliga søndag eftermiddag.
- Som tidligere sagt, så var dagsformen ikke helt i top i dag, fortæller Benjamin Batsberg, da han er nået i mål.
Mere end 13.000 løbere deltog mandag i Royal Run.