LIGE NU:

Praktikophold i fare: Praktiserende læger kommer medicinstuderende til undsætning

Da de syv nordjyske kommuner blev lukket ned stod en gruppe medicinstuderende fra Aalborg Universitet pludselig med et stort problem. De måtte ikke krydse grænsen til de kommuner, hvor de havde praktikplads. Af den grund skulle der handles hurtigt.

13 medicinstuderende fra Aalborg Universitet er kommet i klemme i forbindelse med nedlukningen af de syv kommuner i Nordjylland.

De studerende havde netop taget hul på praktikophold i flere af de kommuner, der er underlagt skærpede restriktioner, og på grund af de nye retningslinjer kunne de studerende ikke få lov at møde op på lægeklinikkerne. Heldigvis sprang andre læger hurtigt til og løste problemet.

Robert Modlinski og Mathias Dao, der begge er medicinstuderende på Aalborg Universitet, manglede blot tre uger af deres praktikophold hos en læge i Hirtshals, inden de nye restriktioner trådte i kræft. De stod dog ikke længe uden en praktikplads.

- Vi havde kun to dage til at få løst problemmet, siger læge Esben Sevelsted fra Lægerne Eternitten i Aalborg. 

Sammen med 10  øvrige lægepraksisser fandt han plads til de 13 medicinstuderende fra Aalborg Universietet, som pludselig, på grund af nedlukning, stod uden praktikophold. 

- Det var jo vigtigt, at vi fandt et nyt praktiksted så hurtigt som så muligt, da de ikke må have særlig meget fravær, siger Esben Sevelsted.

Den håndsrækning vækker stor glæde hos Robert Modlinski.

- Vi er meget glade for, at man så hurtigt kunne finde en ny praktikplads til os alle, siger han.

Trods travle tider hos lægerne var det ikke svært at finde en ny praktikplads til de medicinstuderende. 

- Selvom  flere af de alment praktiserende læger er pressede i forvejen, så stod alle klar til at gøre en ekstra indsats for at løfte denne opgave, og det er jo også vigtigt, at vi viser de unge studerende, at vi gerne vil hjælpe dem igennem det her. Det ville være kritisk, hvis de ikke fik det her tre uger lange praktikophold, slutter Esben Sevelsted.  

Foto: Julius Waag