Rådmand afviser, at Aalborg Kommune tilgodeser entreprenørfirmaet A. Enggaard
Det er den gamle spritfabrik i Aalborg, der endnu engang danner rammen for en konflikt mellem Martin Nielsen og Aalborg Kommune.
Spritten har fået medhold i en klage mod Aalborg Kommune, og nu retter direktør i Spritten A/S, endnu engang en skarp kritik af kommunen.
Sagen går ud på, at Aalborg Kommune har givet et andet byggefirma lov til at udføre kloakering ud mod fjorden, hvilket betyder, at Spritten ikke kan lave de to øverste etager på deres nye projekt.
En nedskalering, der vil koste dem mellem 8 og 12 millioner kroner. Derfor har Martin Nielsen klaget til Miljø- og Fødevare-klagenævnet - og fået medhold, hvilket betyder, at sagen nu skal gå om.
- Vi føler os trynet af kommunen
Martin Nielsen, direktør ved Spritten
Derudover mener han, at Aalborg Kommune har for vane at tilgodese én bestemt entreprenør, nemlig A. Enggaard.
- Gang på gang får de fordele, som de ikke skulle have. Jeg synes, det er groft, siger han.
Den påstand, kan Jan Nymark Thaysen (v), der er rådmand for by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune ikke genkende. Han udelukker, at Aalborg Kommune forfordeler nogle frem for andre.
- Jeg kan garantere for, at der ikke er nogen, der har fået fordele i denne sag, siger han bestemt.
Har ændret procedurer
Aalborg Kommune har tidligere erkendt, at deres håndtering af byggesager ikke har været god nok. Derfor er kommunen i fuld gang med at ændre nogle af deres interne procedurer.
- Vi er ved at rydde op i tingene, så det her er ikke en sag, der vil kunne forekomme i fremtiden, fortæller Jan Nymark Thaysen (v), der er rådmand for by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.
Han fortæller, at Aalborg Kommune i starten af året har ændret deres administrationsgrundlag, men at den konkrete sag er tilbage fra efteråret 2021, og at den derfor er faldet udenfor.
Øjne på bolden
Rådmanden er ærgerlig over, at Martin Nielsen igen lader kritikken hagle ned over Aalborg Kommune, fordi han mener, at det fjerner fokus fra, at Aalborg Kommune er på vej i den rigtige retning.
- Jeg har selv det princip, at man hellere skal orientere en for meget end en for lidt, og hvis vi var stødt på denne sag i By- og Landskabsforvaltningen i dag, så havde vi nok også grebet det anderledes an, siger Jan Nymark Thayssen (v).
Derfor synes han, at kritikken er en kende for hård, fordi han mener, den skal ses i lyset af, at kommunen håndterer sagerne anderledes i dag.
- Der sker faktisk fremskridt i sagen, og vi har haft mange konstruktive møder med Martin. Jeg håber, at han bevarer fokus på bolden, så vi kan lykkes med det her projekt i fællesskab, siger rådmanden.