Reddede 21-årig fra at drukne: Nu får de en dusør

Christinna og Melanie reddede den 24. januar en 21-årig mand op fra det kolde vand i Limfjorden. Nu får de en dusør for deres indsats.

En gåtur langs Limfjorden natten til fredag den 24. januar endte noget mere dramatisk, end Christinna Findinge Jensen og Melanie Lassen havde regnet med. 

De hørte nemlig en i vandet, der råbte efter hjælp og opdagede en mand, der havde været i byen og af ukendte årsager var faldet i Limfjorden. 

De to veninder fik tilkaldt hjælp og hjulpet manden op af det iskolde vand.

Nordjyllands Politi siger tak for indsatsen

I dag modtog de så en dusør fra Nordjyllands Politi for deres heltemod.

- Vi ville nemlig gerne give dem et stort tak for indsatsen, som vi ikke har glemt, selvom den ligger over seks måneder tilbage. Men på grund af coronakrisens begrænsninger i besøg på vores lokaliteter kunne vi først invitere Christinna og Melanie nu, skriver Nordjyllands Politi i et opslag på deres facebookside.

Christinna Findinge Jensen og Melanie Lassen modtog en dusør på 1000 kroner. Desuden fik de en påskønnelse fra politidirektør Anne Marie Roum Svendsen og vagtchef politikommissær Per Jørgensen, der havde vagten den nat, ulykken fandt sted.

- Det er ofte tilfældigheder her i livet, der afgør, at man pludselig står i en ekstrem situation med et medmenneske i livsfare – og de unge kvinder reddede et liv takket være deres resolutte indgriben, skriver Nordjyllands Politi.

Hør Christinna og Melanie fortælle om deres redningsaktion:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland