Sæsonen for regulering af råger er skudt i gang
Se hele indslaget fra rågereguleringen i Aalborg Kommune.
Rågeregulering er en nødvendighed, hvis ikke rågerne skal tage fuldstændig over, lyder det fra en af jægerne.
Onsdag morgen mødes flere frivillige jægere bagved Aalborg Zoo til rundstykker og en lille dram, inden reguleringen af rågeungerne skydes i gang.
En af dem er pensionist og fritidsjæger Niels Toft, som har været med i mere end 30 år.
- Hvis ikke vi regulerer, så tager sådan en koloni fuldstændig magten, siger han og fortsætter:
- Til næste år er der måske to eller tre gange så mange.
Der skal tages hensyn til fugle og omgivelser
Rågerne er normalt fredet af EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv, men den danske lovgivning giver mulighed for regulering af rågeunger en måneds tid om året.
Da jægerne ofte går i befolkede parker og områder, når de skyder rågeungerne, tages der selvfølgelig godt hensyn til borgerne i forhold til sikkerhed.
De bliver brugt til forret
Øyvind Jensen, fritidsjæger
Der skal også tænkes på fuglene, så de ikke lider last eller flyder unødigt i områderne.
- Det skal være i orden, og det skal være jagtetisk korrekt, siger Niels Toft.
- De skal ned, de skal samles op, og de skal bruges. De skal ikke bare i en sort sæk og så ud på forbrændingen – det har ingen formål.
En lækker spise
Netop et formål har jægerne da også, når de ved middagstid optæller dagens regulering.
Der er nemlig mulighed for, at de, der vil, kan få en rågeunge med hjem, som man sagtens kan spise. Det er nemlig forbudt at sælge dem.
- De bliver brugt til forret, fortæller Øyvind Jensen, som også er fritidsjæger, og fortsætter:
- Tre minutter på hver side på en grill og så godt med salat dertil – det er guf.
Målet er 2000 rågeunger
Øyvind Jensen havde skudt mellem 10 og 15 rågeunger i skovarealet bag Aalborg Zoo, som var en del flere end dagens kollega Niels Toft.
Han måtte nøjes med fire fra morgenstunden, men han var alligevel i godt humør, da det var tid til dagens optælling.
- I dag ligger der 89, og indtil i går havde vi 250, siger Niels Toft og fortsætter:
- Vi skulle gerne op på 2000, det ville være et godt mål.
Reguleringen af rågeunger fortsætter til og med 15. juni.