Ny asbestaftale er på plads

Regeringen og alle Folketingets partier er blevet enige om en række initiativer, der skal styrke indsatsen mod udsættelse for asbest.

Arbejde med asbest udgør stadig en udfordring for arbejdsmiljøet i byggebranchen, men det skal den nye aftale være med til at dæmme op for. 

I mere end 35 år har det været forbudt at anvende asbest i Danmark, og der gælder skrappe regler for fjernelse af byggematerialet, fordi indånding af asbeststøv øger risikoen for at udvikle en række kræftformer. 

I Nordjylland er der tre gange så mange tilfælde af lungehindekræft som i resten af landet, og undersøgelser peger på, at det er den gamle eternitfabrik i Aalborg, der er årsagen til den meget kedelige rekord.

Arbejdstilsynets muligheder styrkes

Et af initiativerne i den nye aftale handler om at styrke Arbejdstilsynets muligheder for at rejse straffesager for overtrædelse af asbestreglerne, så Arbejdstilsynet får bedre redskaber til at sætte ind overfor virksomheder, der bryder med asbestreglerne.

- Med de nye tiltag sætter vi både ind for at forebygge skader gennem dokumentationskrav og oplysningsindsatser, ligesom vi giver Arbejdstilsynet bedre muligheder for at drage de virksomheder, som bryder reglerne, til ansvar. Det skal nemlig være trygt og sikkert at gå arbejde, siger den nordjyske arbejdsmiljøordfører for Venstre, Anne Honoré Østergaard.

Med aftalen vil arbejdsgiver fremadrettet også blive forpligtet til at sende asbestprotokoller til de berørte ansatte, så de ansatte selv vil kunne opbevare deres protokoller til en eventuel senere arbejdsskadesag.

Grundigere tilstandsrapport

Derudover udvides vejledningen om asbest i tilstandsrapporten, så nye husejere ved boligkøb i endnu højere grad bliver gjort opmærksom på de sundhedsfarer, der er forbundet med at indånde støv fra eventuel asbest i byggematerialer. 

Samtidig udvides også sælgeroplysningsskemaet med oplysninger om sælgers kendskab til asbestforekomster i boligen.

En af dem, der har været på banen i forhold til at få afdækket, om der er asbest i Mølholm i Aalborg, er beskæftigelsesordføreren for Frie Grønne, Susanne Zimmer.

- Vi er glade for at vi kan tage et skridt i den rigtige retning i forhold til at sikre at færrest mulig bliver ramt af den farlige asbest, siger hun om den nye aftale. 




Seneste nyt

fra Nordjylland