Sjældent besøg: Ole Henriksen og Aalborg-rådmand optræder for velgørenhed
Foto: Privat
Brødrene Ole og Hans Henrik Henriksen fortæller om deres vej gennem livet til velgørenhedsarrangement i Aalborg.
De fleste nordjyder kender den livsglade Ole Henriksen, der blandt andet rådgiver nogle af verdens mest kendte mennesker om livskvalitet. Og hos nogle ringer en klokke muligvis også, hvis navnet Hans Henrik Henriksen nævnes.
Sidstnævnte er rådmand i Aalborg Kommune og bror til kultfiguren Ole Henriksen. Sammen optræder de nu for en sjælden gang ved et velgørenhedsarrangement i Aalborg under overskriften "Vores vej gennem livet". Det er en række Rotary-klubber fra Nibe, Rebild og Aalborg, der står bag arrangementet.
- Vi er meget beærede over, at Ole Henriksen og Hans Henrik Henriksen en sjælden gang vil optræde sammen og fortælle om deres fælles og individuelle oplevelser gennem livet. Vi forventer os en stor oplevelse, forklarer Jes Berg Gertsen, der er assisterende distriktsguvernør for Rotary i Nordjylland.
De to brødre, der er født og opvokset i Nibe, går på scenen sammen fredag 29. marts i Aalborg Kongres & Kultur Center. Og hele overskuddet fra arrangementet går til Headspace Aalborg, der hjælpe unge med psykiske problemer.
- Samtidig er vi glade for at kunne donere overskuddet til Headspace Aalborg, der gør et kæmpe arbejde med børn og unge. Her håber vi på et overskud på op imod 50.000 kroner, Jes Berg Gertsen.
Udover de to Henriksen-brødre optræder også musikeren Bryan Rice med uddrag af sange fra Ole Henriksen-musicalen ”I Love It”.