Små uddannelser vokser - men færre optages på Aalborg Universitet

Selvom der i år er flere, der har søgt ind på Aalborg Universitet, er færre blevet optaget. I alt har 4351 ansøgere fået tilbudt en studieplads.

I dag er der formentligt mange, der er vågnet op med en stor lettelse i kroppen efter at have fået beskeden om, at de er blevet optaget på deres drømmestudie. 

Omvendt er der også nogle, der er stået ud af sengen med en skuffelse i kroppen, fordi de ikke er blevet optaget på det studie, de ønskede. 

På Aalborg Universitet er der i år flere, der har søgt om at blive optaget, men der er færre, der har fået tilbudt en plads. I alt har 4351 ansøgere fået et tilbud, men det er færre end sidste år, og det skyldes flere afviste ansøgere og fraværet af de ekstra studiepladser, der blev tilbudt sidste år på grund af coronasituationen. 

- Vi skal hele tiden blive bedre - ikke nødvendigvis større. Det er et klart mål for Aalborg Universitet at uddanne til fremtidens arbejdsmarked. Der skal være et match mellem de kandidater, vi leverer, og samfundets behov, siger prorektor på AAU, Anne Marie Kanstrup i en pressemeddelelse. 

Antallet af studiepladser falder med 210 siden sidste år, og trækker man de ekstra corona-studiepladser fra, lyder faldet på 140 færre studiepladser. Det svarer til et fald på 3,1 procent. 

Unge vil løse kriser

Nogle af de mest søgte uddannelser er psykologi, medicin og jura, men der er også andre og mindre studier, der i år er meget populære. Det handler om Sundhedsteknologi og Bæredygtig Energiteknik, der i år stiger med henholdsvis 61 og 30 procent flere studiepladser. 

Prorektor Anne Marie Kanstrup tolker det som et udtryk for, at de unge er bevidste om deres ansvar for at præge verden i en positiv retning. 

- Mange søger mod uddannelser, der kan bidrage til at løse to af vor tids store kriser – klima og sundhed. Det er vi glade for. Vi uddanner med udgangspunkt i konkrete problemstillinger fra det samfund, vi er en del af, siger hun. 

Siden covid-19 kom til landet, har mange studerende læst hjemmefra, men efter sommer glæder Aalborg Universitet sig til at tage imod de nye studerende med fuldt fremmøde og et normalt studieliv. 

- Vi glæder os i år ekstra meget til at tage imod de over 4000 nye studerende, efter et år præget af corona-restriktioner, siger Anne Marie Kanstrup.

Uddannelser med flest tilbudte studiepladser i 2021 på Aalborg Universitet

Uddannelse: Antal tilbudte studiepladser og antal ansøgninger
Erhvervsøkonomi, HA. 314827
Socialrådgiver235588
Medicin1902327
Software (AAL)171282
Psykologi1641534
Sociologi151496
Jura1421031
Arkitektur og design128309
Erhvervsøkonomi, jura HA (jur.)126497
Kommunikation og digitale medier (AAL)110377

Seneste nyt

fra Nordjylland