Stigende problem: Nyt bofællesskab skal bekæmpe ensomhed
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Kun enlige eller par over 55 år uden hjemmeboende børn må bo i de nye lejemål.
I Aalborg skal et bofællesskab for seniorer give de ældre et hav af sociale muligheder.
Med alderdom følger i stigende grad også ensomhed.
Andelen af ældre borgere over 65 år bliver kun større og større, og samtidig kæmper en del af den ældre generation med udpræget ensomhed.
Seneste undersøgelse fra Ældre-Sagen viser således, at flere end 50.000 ældre i Danmark føler sig ensomme.
Men et nyt bofællesskab for ældre i Aalborg-bydelen Gug har netop set dagens lys. Missionen er at få seniorer til at skabe nogle anderledes rammer med socialt liv i højsædet.
Jeg kan ikke sidde alene her. Der skal ske noget
Axel Pedersen, beboer
Kort og mad
De første nordjyder er allerede flyttet ind i bofællesskabet ved Kærholthave i Gug, hvor der onsdag formiddag var indkaldt til kaffe, kage og en god snak om, hvordan man kan skabe interessante sociale aktiviteter.
Her blev der blandt de godt 40 fremmødte beboere luftet tanker om etablering af en kortklub, en kaffeklub og ikke mindst en madklub.
Det glæder især den enlige Axel Pedersen, der var den allerførste, som fik nøglerne til sin nye bolig i begyndelsen af det nye år.
- Det giver tryghed i ens alderdom, at man lærer nogen at kende, som man skal være med til at bygge det her op sammen med. I det daglige er det også rart at vide, at der bor nogle ligesindede her, fortæller han til TV2 Nord.
Axel Pedersen er især glad for, at han har muligheden for at gå ned i fællesstuen og møde andre, når tilværelsen i lejligheden bliver en smule kedeligt:
- Jeg kan ikke sidde alene her. Der skal ske noget, siger Axel Pedersen med et skævt smil.
Hugo Bendix Skov og hustruen Susanne Skov flyttede ligeledes tidligere på året ind i en af de i alt 60 lejemål i Kærholthave, hvor boligerne helt bevidst ligger tæt med en central gårdhave.
Der manglede en boligtype til seniorer i Aalborg, hvor det kun var seniorer, der kunne bo
Johan Seimann, ejendomsdirektør, Dahl & Nygaard
- Vi får naboer tæt på os, og jeg kan godt lide det der, hvor der er mennesker i nærheden af en, som man kan snakke med, fortæller han glad under en fremvisning af sit nye hjem.
Grill og udekøkken
Det er selskabet Dahl & Nygaard, der står bag opførelsen af seniorbofællesskabet. Konceptet har fra start lydt på, at man ville skabe nogle rammer, der giver beboerne lyst til at komme hinanden ved.
Derfor har man blandt andet bygget flere orangerier, tagterrasser og en stor fællesstue. Der er også en gasgrill og et udekøkken, så de ældre kan gå sammen og lave mad både uden- og indenfor.
Ejendomsdirektør Johan Seimann fra Dahl & Nygaard uddyber:
- Der bliver bygget rigtig mange ungdomsboliger, men vi mente, at der manglede en boligtype til seniorer i Aalborg, hvor det kun var seniorer, der kunne bo.
Derfor er der også lavet en regel om, at det kun er enlige eller par over 55 år uden hjemmeboende børn, der må bo i lejemålene.
- Børnebørn er selvfølgelig velkomne til at komme på besøg, forsikrer Johan Seimann dog afslutningsvist.
VIDEO: Kom med på rundtur i det nye bofællesskab: