Tæt tåge besværliggjorde eftersøgning: Politiet kunne ikke sende helikopter i luften
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Politiet slår fast, at de har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at finde den 92-årige kvinde.
Søndag blev en travl dag for Nordjyllands Politi, da en 92-årig kvinde forsvandt fra et plejecenter i Aalborg.
Mandag morgen blev hun fundet på en mark 5-600 meter fra plejecenteret, som hun var gået fra. Desværre stod hendes liv ikke til at redde, da politiet fandt hende.
At hun blev fundet så tæt på plejecenteret har fået nogle af vores læsere til at stille spørgsmålstegn ved, om politiet har gjort deres arbejde godt nok. En tvivl som politiets leder af den kommandostation der blev oprettet i forbindelse med eftersøgningen, Per Jørgensen, ikke mener er berettiget.
- Helt firkantet skåret ud, så har vi gjort alt, hvad vi kunne, ud fra hvad der var muligt, siger Per Jørgensen.
Flere forskellige faktorer var afgørende for, at efterforskningen blev besværliggjort. Både området, hvor kvinden forsvandt, samt den tætte tåge gjorde, at efterforskernes arbejde blev meget sværere.
- Kombinationen af, at vi ikke ved, hvilken retning vi skal lede i samt det tæt bebyggede område og sammenholdt med dårligt vejr, det besværliggør det hele, siger Per Jørgensen.
Det var en hundefører, der fandt den 92-årige kvinde mandag. Men hvis hunden havde givet samme signaler søndag, så er det slet ikke sikkert, at hundeføreren havde fundet kvinden allerede der.
- Hundeføreren har udtalt, at hvis sigtbarheden mandag havde været den samme som søndag, så havde han ikke fundet kvinden ude på marken, siger Per Jørgensen.
Tågen betød også, at politiet hverken kunne bruge helikopter eller droner. Sammenholdt med at kvinden ingen telefon havde, gjorde, at politiets forudsætninger for deres tekniske efterforskning var væsentligt forringede.
- Med de ressourcer, som vi kunne benytte på grund af område og vejrforholdene, der har vi sat absolut alt ind, som var muligt, siger Per Jørgensen.