Thomas Kastrup-Larsen vil have undersøgt om der findes flere underhåndsaftaler

På det førstkommende magistratsmøde skal der diskuteres, om der kan sættes undersøgelser i gang for at finde ud af, om der findes flere underhåndsaftaler.

Underhåndsaftalen mellem Calum og tidligere borgmester Henning G. Jensen og tidligere rådmand Henrik Thomsen kan måske kun være toppen af isbjerget.

Det frygter politikere fra Aalborg Byråd.

De vil derfor gerne have lavet en undersøgelse af, om der findes flere aftaler, som den underhåndsaftale den tidligere borgmester lavede for 13 år siden.

En undersøgelse nuværende borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), ikke vil stå i vejen for.

- Jeg besluttede mig allerede i går (tirsdag red.), at vi på det først kommende magistratsmøde skal diskutere, om vi kan vi kan sætte nogle undersøgelser og ting i gang i forhold til at afdække, om der skulle være flere af den her slags aftaler, siger Thomas Kastrup-Larsen (S) til TV2 Nord.

Andre politikere fra byrådet har haft en underliggende fornemmelse af, at der i sin tid blev lavet underhåndsaftaler ligesom den, der altså nu er kommet frem i lyset. Men det er ikke en fornemmelse, som Thomas Kastrup-Larsen deler med hans byrådskollegaer.

- Jeg har ikke været bekendt med, at der har ligget en aftale af den her karakter, og jeg heller ikke bekendt med, at der skulle ligge en hel masse mere, men jeg synes, at det er fornuftigt, når sådan noget som det her kommer frem, så skal vi finde ud af, om der er mere, og om vi kan finde mere, fordi det er altid rart at vide, hvad det er vi har at arbejde med, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Kan du garantere, at der ikke findes sedler med underhåndsaftaler, hvor der Thomas Kastrup-Larsen på?

- Det kan jeg godt garantere. Jeg har ikke lavet aftaler af den her karakter. Det er ikke min stil, siger Thomas Kastrup-Larsen.

- Det er ikke den måde vi arbejder på i dag i Aalborg byråd. Hvis vi bare tager det seneste års tid, der er alle de ting, der er blevet vedtaget i byrådet, blevet vedtaget med meget bredde flertal. Det siger noget om, at vi har en god samarbejdskultur, og det er noget, jeg i den grad kan stå på mål for, siger Thomas Kastrup-Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland