Tiltalt for at gå amok ved pantautomat: Kunne nærmest leve af fusk med pant

Tiltalen mod den 37-årige omfatter udover fusk med flaskeboner også store lån og hævninger af feriepenge også overskydende skat i en andens navn.

Der er tale om en ganske usædvanlig sag om fusk med flaskepant, når en 37-årig mand efter planen torsdag sætter sig på anklagebænken i Retten i Aalborg.

Manden er tiltalt for så massiv fusk med flaskepant, at en gennemsnitlig pensionist må være misundelig over den 37-åriges månedlige netto-indtægt.

Snyderiet, som manden er tiltalt for, stod på i lige godt tre måneder fra slutningen af marts til slutningen af juni 2021.

I løbet af de tre måneder hævede manden mere end 27.000 kroner ved kasse et i den butik i en by nord for Aalborg, som snyderiet gik ud over.

Hævede pant 31 gange

Hele 31 gange i perioden indfandt manden sig – ifølge politiets anklager – i butikken med en falsk bon på indleveret flaskepant.

Beløbene, han fik udbetalt, varierede fra godt 600 kroner til mere end 1700 kroner, og i alt løb det op i 27.109 kroner, før han blev stoppet. 

Det skete efter en periode på otte dage, hvor manden åbenbart strammede skruen og fordelt på 25 gange fik udbetalt pant fra butikken.

Optog lån i en andens navn

Sagen mod den 37-årige omfatter imidlertid også en række andre forhold, hvor han ifølge anklagerne har taget store lån og hævet feriepenge og overskydende skat.

Det forekommer ikke umiddelbart ulovligt, men det bliver det, hvis vi taler om en andens feriepenge og overskydende skat, og hvis det er en andens identitet, der er brugt til massiv optagelse af lån.

Det skete i december 2020, hvor manden skulle have taget lån på henholdsvis 80.000, 50.000, 9.000 og 2.000 kroner, i alt 141.000 kroner. 

Ifølge anklageskriftet brugte manden en andens identitet til at optage lånene, men fik pengene udbetalt til sin egen bankkonto.

Sendte skat og feriepenge til egen konto

17.578 kroner i feriepenge og 7779 kroner i overskydende skat røg samme vej. Også disse penge tilhørte en anden, men hvor den 37-årige fik dirigeret de i alt godt 25.000 kroner over til sin egen konto.

Det fremgår ikke før sagens start, hvordan relationerne er mellem den 37-årige og den person, som blev misbrugt i forbindelse med lån og udbetaling af skat og feriepenge.

Det fremgår heller ikke, hvordan den 37-årige mand, som i dag er bosat på Fyn, forholder sig til det omfattende anklageskrift.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Retsmødet for denne sag er fastsat til 9. Marts ved Retten i Aalborg.

Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.


Seneste nyt

fra Nordjylland