Udvist og dømt: 28-årig skal i fængsel for at køre betjent ned
Det var på Øster Sundbyvej i Aalborg, at den dengang 27-årige mand påkørte en betjent og flygtede efter at være blevet standset i en rutinekontrol.
Retten i Aalborg har idømt en 28-årig mand halvandet års ubetinget fængsel for at påkøre en betjent tilbage i april i år.
28-årige Cenk Firat Kirat blev onsdag ved Retten i Aalborg idømt halvandet års fængsel. Dommen fik han, fordi han 2. april i år - i forbindelse med en rutinekontrol - påkørte en betjent.
Den dengang 27-årige mand var blevet standset af politiet i en rutinekontrol på Øster Sundby Vej i Aalborg, men manden, der blev udvist af landet efter en dom tilbage i 2014, havde tilsyneladende ingen intention om at lade sig pågribe af politiet.
Så han flygtede fra stedet - og ramte i den forbindelse en politibetjent - på benet.
Betjenten skød efter at være blevet påkørt flere gange efter bilen, men det lykkedes for Cenk Firat Kirat at flygte fra stedet og han blev efterfølgende efterlyst.
Anholdt efter kort biljagt
Det var først seks dage senere - om aftenen den 8. april - at manden blev anholdt. Her var politiet kommet på sporet af den 27-årige mand, efter at en nummerpladescanner havde registreret en bil på motorvej E45. Man mistænkte, at den 27-årige kunne være fører eller passager.
Bilen blev bragt til standsning på motorvejen efter en kort biljagt, der endte med et sammenstød mellem en patruljebil og køretøjet, hvor den efterlyste var i. Ingen kom til skade ved sammenstødet.
Fire dage forinden havde Nordjyllands Politi gennemført en stor aktion i Gug efter at have modtaget et tip om, at den efterlyste opholdt sig på adressen. Den aktion endte dog uden resultat, da den efterlyste ikke var at finde på stedet.
Udvist i 12 år
Efter anholdelsen blev manden varetægtsfængslet, og onsdag blev den nu 28-årige Cenk Firat Kirat så idømt halvandet års fængsel samt udvisning af landet og indrejseforbud i 12 år efter endt afsoning. Cenk Firat Kirat har ikke kørekort, men selv hvis han skulle tage et nu, er han frakendt føreretten i seks måneder.
Den 28-årige ankede på stedet dommen til landsretten.