Soldater fra Aalborg Kaserner bliver hjemme

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har foreløbig stoppet udsendelsen af soldaterne på grund af den urolige situation i Irak.

Soldater fra Aalborg Kaserner, som skulle være rejst til Irak i den kommende tid, bliver foreløbig i Danmark. Det har forsvarsministeren netop meddelt.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har besluttet at bremse udsendelsen af soldaterne på grund af den urolige situation i Irak, hvor de danske styrker midlertidigt er flyttet til Kuwait. Ministeren siger, at det vigtigste er soldaternes sikkerhed, og når træningen af den irakiske hær kan genoptages, bliver de danske soldater sendt afsted med kort varsel.

- Det vigtigste for mig er soldaternes sikkerhed. Samtidig skal vi stå klar til at videreføre støtten til Irak og indsatsen mod terrororganisationen ISIL, så den ikke igen får fodfæste i Irak. Indtil træningen forhåbentlig snart genoptages forbliver den del af det nye hold uden operative opgaver i Danmark. Soldaterne vil være klar til med kort varsel at tage til Irak, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Da koalitionen til støtte for Iraks bekæmpelse af ISIL for tiden har indstillet træningsaktiviteterne på grund af den aktuelle sikkerhedssituation i Irak, opholder nogle af de danske soldater sig for tiden i Kuwait.

Det drejer sig om de soldater, der afventer genoptagelse af træningsaktiviteterne. De blev flyttet til Kuwait efter det iranske angreb med ballistiske missiler på Al Asad-luftbasen i Irak. Her har de stået klar til hurtigt at kunne vende tilbage og genoptage træningen. Soldater med operative opgaver er forblevet på basen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland