Større smil og hurtigere jokes: AaB har fået troen tilbage

Der er ny optimisme i AaB's superligatrup efter sejren over FC Midtjylland.

I sommerferien fik de lagt nyt græs på superligatruppens træningsbane på AaB's anlæg på Hornevej i Aalborg Øst. 

Nu har græsset efterhånden slået gode rødder, og AaB har fået gang i det gode fodboldspil. Tre af de seneste fire kampe har givet to sejre og en uafgjort, og så er spillet blevet bedre og bedre.

- Sejre avler selvtillid, og det modsatte sker jo også, når man ikke vinder, så selvfølgelig kan man mærke det, siger AaB's cheftræner, Lars Friis, da TV2 Nord møder ham efter mandagens træning.

Søndagens sejr på 2-0 på udebane over FC Midtjylland blev sikret efter mål af portugisiske Pedro Feirreira og brasilianske Allan Sousa.

- Det er dejligt, at starte ugen med smil på læberne efter godt arbejde i går mod Midtjylland. Vi kom derfra med point, så vi er glade, smiler Allan Sousa, der kom til AaB fra Vejle inden denne sæson, og indtil videre har lavet tre mål for nordjyderne.

Se hele interviewet med Lars Friis:

Mere optimisme i truppen

Cheftræner Lars Friis lægger ikke skjul på, at en mandag bliver både sjovere og nemmere at komme igennem, når man kommer med en frisk sejr over FC Midtjylland. 

Cheftræneren mener, at han de seneste uger har kunne spore en voksende optimisme i AaB truppen.

- Smilene er større, og joksene falder lidt hurtigere, så selvfølgelig kan man det. Det er naturligt for enhver arbejdsplads. Kunsten er jo også, at vi skal kigge ind bagved. Hvad er det der sker, og hvad skal vi blive bedre til, for vi har jo ikke opnået noget som helst endnu, påpeger Lars Friis.

AaB spiller næste gang Lyngby på hjemmebane. Det er søndag 11. september klokken 14.00.


Seneste nyt

fra Nordjylland