Biogasanlæg ønsker at udvide gasproduktionen til næsten det tredobbelte – nu skal byrådet tage stilling
Det er biogasanlægget her, der ønsker at producere mere naturgas i fremtiden.
Biogasanlægget GFE Krogenskær i Brønderslev ønsker udvide biomasseindtaget fra 36.400 tons om året til 100.000 tons om året.
I Brønderslev kan beboerne måske snart se frem til, at byens biogasanlæg får lov til at producere endnu mere naturgas.
Ved et møde i Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune mandag valgte udvalget at sende et forslag om udvidelse af byens biogasanlægget til byrådet, hvor fagforvaltning i Teknik og Miljø forslår, at byrådet godkender biogasanlæggets ønske om at kunne udvide gasproduktionen.
Helt konkret ønsker folkene bag biogasanlægget ikke at udvide biogasanlægget fysisk, men i stedet udvide biomasseindtaget, så gasproduktionen i anlægget kan gøre større.
Lige nu er biomasseindtaget på 36.400 tons om året, men hvis byrådet følger indstillingen fra fagforvaltningen i Teknik og Miljø, så vil biomasseindtaget vokse til 100.000 tons om året.
Indsigelser fra borgere
I forbindelse med den offentlige høring har Brønderslev Kommune fået fem indsigelser fra i alt 19 borgere. Indsigelserne handler primært om bemærkninger omkring lugt, trafik og endelig håber borgerne, at biogasanlægget ikke skal bruge animalsk biomasse.
Teknik- og miljøudvalget skriver også i deres referat fra udvalgsmødet, at det ligger udvalget meget på sinde, at virksomheden bag biogasanlægget sikrer, at vil vilkår omkring lugt overholdes.
Nu skal byrådet altså tage stilling til, om miljøkonsekvensrapporten skal godkendes og om der skal gives endelig miljøgodkendelse til udvidelse af biomasseindtaget.