Andreas er bare otte år og bidt af bue og pil
Andreas Høj Clausen er sammen med sin far, Carsten Høj Clausen, medlem af bueskytteklubben Vendelbuerne i Frederikshavn. Han synes, det er sjovt at skyde med bue og pil og glæder sig til blive gammel nok til at kunne komme med på jagt.
Andreas Høj Clausen er vild med at skyde med bue og pil og glæder sig til, han bliver gammel nok til at tage jagttegn og komme med på jagt.
Andreas Høj Clausen er sammen med sin far, Carsten Høj Clausen, medlem af bueskytteklubben Vendelbuerne i Frederikshavn, hvor han træner hver tirsdag i laden på Knivholt.
I hvert fald i vinterhalvåret. For om sommeren rykker klubben uden for på den store 3D bane, hvor der er skumgummidyr at skyde efter.
Jeg synes, jeg er rimelig god af min alder
Andreas Høj Clausen, 8 år, bueskytte
- Andreas går med og skyder på de samme mål som os andre og rammer dyrene - altså skumgummidyrene, fortæller Carsten Høj Clausen stolt om sønnens præstationer med bue og pil.
Interessen går i arv
Carsten Høj Clausen gik selv som barn med sin far til bueskydning, ligesom han nu har sønnen, Andreas, med.
Således er interessen nu gået i arv.
- Det er en herlig far-søn ting, og vi tager glædeligt til bueskydning. Jeg synes, det er vildt hyggeligt. Det er hygge, terapi, sport og natur og kammeratskab, det er hele paletten, fortæller Carsten Høj Clausen og tilføjer:
- Jeg kan mærke, at Andreas lige bliver en halv meter højere, når han har ramt, og det er altså godt for selvtilliden.
- Far er bedre end mig
Fra Andreas selv lyder det, at det er rimeligt hyggeligt og sjovt at gå til bue og pil med sin far.
Og på spørgsmålet om, hvorvidt han kan lære noget af sin far, lyder svaret:
- Ja, han er bedre end mig, og han rammer næsten altid.
- Jeg synes, jeg er rimelig god af min alder, tilføjer den blot otte-årige bueskytte fra Frederikshavn.
Det begyndte med en plastikbue og siden er udstyret blevet mere avanceret.
I dag har han en compoundbue, som ifølge hans eget udsagn dog ikke er stærk nok til at kunne begå sig på konkurrenceplan.
Som sport eller til jagt
Det er dog heller ikke i den retning, Andreas Høj Clausen ønsker at gå med sine evner inden for bueskydning. Han vil gå på jagt - ligesom sin farfar.
Og bueskydning kan dyrkes netop fordi, man vil gå på jagt - eller som ren sport.
For der er ifølge næstformanden for Vendelbuerne mange fordele ved at dyrke bueskydning som sport.
- Man får brugt sin krop og samtidig trænet sin hjerne. For man skal koncentrere sig om at skyde. Dertil kommer det, at man kommer ud og er social, og her i klubben er vi gode til at hjælpe hinanden, siger Gordon Qvist fra Vendelbuerne.
Konkurrencen er hård
Gordon Qvist har oplevet de mange gode sider ved sporten til trods, at det kan være svært at få fat i nye medlemmer. For der er stor konkurrence om folks tid. Måske især de unges.
- Det er svært at konkurrere mod en Playstation, og så er der så mange muligheder for at dyrke mange forskellige sportsgrene - og vores er måske lidt mere nørdet, siger næstformanden for Vendelbuerne og tilføjer, at det er en sportsgren for hele familien, og alle kan være med på deres niveau.
Opstod i corona-tiden
Foreningen Vendelbuerne opstod netop, da hele verden befandt sig i en corona-pandemi, men en lille håndfuld frederikshavnere mente, der var et behov for netop den forening.
- Det har været lidt op ad bakke at starte på det tidspunkt med hensyn til at få medlemmer, men det begynder ligeså stille og roligt at gå den rigtige vej. Vi har plads til mange flere, så det er bare at tage kontakt, så kan man i første omgang prøve og komme forbi og låne udstyr og se, om det er noget, siger Gordon Qvist fra Vendelbuerne.