Se musikvideoen: Vodskov Pigekor fik stor oplevelse med Kim Larsen-sang
Se musikvideon fra Vodskov Pigekor. Video/fotograf: Vodskov Pigekor/Daniel Reumert
I 2020 var Vodskov Pigekor kreative, da de ikke kunne lave fysiske optrædener. Derfor lavede de i stedet musikvideoer, og nu har de gentaget succesen.
Tilbage i oktober og i syv graders varme troppede Vodskov Pigekor op i koncerttøj på Flyvestation Aalborg.
Her skulle de lave en musikvideo til deres bud på Kim Larsen-nummeret ’Flyvere I Natten’. Og hvor ville det være bedre end i en af flyvestationens Hercules-fly?
- Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, og da jeg så det første cut, var jeg helt blæst bagover, og det var pigerne også, siger korleder Martin Kjeldgaard og fortsætter:
- Det er et produkt pigerne og jeg er stolte af, det må jeg sige.
Har gjort det før
Tilbage i 2020 var det ikke muligt for Vodskov Pigekor at komme ud og optræde, men i stedet fik de lov til at lave musikvideoer.
Dengang var det blandt andet sange fra Shaka Loveless og Michael Jackson, og det var en stor succes.
- Så var spørgsmålet ikke, om vi skulle gøre det igen, men hvornår vi skulle gøre det igen, og hvordan vi skulle finansiere det, og det har vi så gjort ved blandt andet at etablere en støtteforening, fortæller Martin Kjeldgaard.
Korlederen havde allerede Kim Larsens ’Flyvere I Natten’ i tankerne, men kunne ikke rigtig finde den anledning til at udføre det.
Aalborg Flyvestation hjalp gladeligt til
4. maj til alsang i Folkekirkens Hus kom anledningen dog, da befrielsesdagen under 2. verdenskrig skulle fejres.
- Så kunne jeg mærke med det arrangement, at der ramte vi et eller andet, som gjorde noget ved folk, og så sagde jeg, at det er den, vi skal lave, fortæller Martin Kjeldgaard.
Det endte med, at pigekoret fra Vodskov og korlederen begyndte en brainstorm om, hvordan de kunne lave en musikvideo med sangen fra Kim Larsen.
Jeg kunne også mærke på pigerne, at selvom der var koldt, at de var så engageret i det
Martin Kjeldgaard
Uden at vide om det kunne lade sig gøre, faldt valget naturligvis på Flyvestation Aalborg, hvor man, hvis man var heldig, kunne synge i et Hercules-fly.
- De sagde, at vi bare skulle skrive alle ønsker ned uden at tænke på, om det kan lade sig gøre, og så ser vi, hvad der kan lade sig gøre. Og det var faktisk næsten det hele, der kunne lade sig gøre, fortæller Martin Kjeldgaard.
Kold, men stor oplevelse
Foruden at skulle optræde i et Hercules-fly har Martin Kjeldgaard også kunnet udvide sit CV.
- De har simpelthen været så utrolig positive omkring det her samarbejde, og jeg har skrevet på mit CV, at jeg har bestemt, hvordan et Hercules-fly skulle parkere, siger Martin Kjeldgaard med et grin.
Flyet, som der blev sunget og filmet i, var et af de fly, der var nede i Kabul i Afghanistan for at evakuere befolkningen, da Taleban overtog magten.
- Jeg kunne også mærke på pigerne, at selvom der var koldt, at de var så engageret i det. Det er også det, der er fedt ved at være leder i det her kor, det er at mærke deres entusiasme, siger Martin Kjeldgaard.
Allerede næste uge kommer Vodskov Pigekor med endnu en musikvideo, hvor de har sunget ABBA-nummeret ’Slipping Through My Fingers’, som er optaget i Råbjerg Mile. Videon kan ligesom ’Flyvere I Natten’ ses på pigekorets YouTube-side.